SoulFul Yoga By Rauf

✨ Det liv, vi ikke selv fik levet ✨

Jeg har tænkt meget over en sætning, som Carl Jung tillægges:

"Intet har psykologisk set en stærkere indflydelse på omgivelserne, og især på børnene, end forældrenes ulevede liv"

Wauw! Den rammer virklig noget i mig, som jeg har brugt mange år på at forstå.

For hvad sker der med os, når vi gennem livet bliver så optagede af at være der for alle andre, at vi langsomt mister forbindelsen til os selv?

Jeg kender det fra mit eget liv.
Jeg har i mange år været hende, der tog ansvar. Hende, der tilpassede sig. Hende, der forsøgte at gøre andre tilfredse og være den, man kunne regne med.

Jeg troede, at det var sådan, man viste kærlighed. At det var sådan, man var en god mor, en god partner, en god datter og et godt menneske.

Men et sted på vejen glemte jeg at spørge mig selv:

Hvad med mig? Hvad har jeg egentlig brug for? Hvad drømmer jeg om?

Jeg var så optaget af at leve op til andres forventninger, at jeg ikke altid kunne høre min egen stemme.

Og jeg tror, at mange af os kender den følelse. Vi bliver så dygtige til vores roller, at vi til sidst næsten glemmer, hvem vi er, når ingen har brug for os.

❤️

Det, der berører mig allermest ved denne tanke, er vores børn.

Vi ønsker jo det bedste for dem. Vi ønsker, at de skal være lykkelige, finde deres vej og få et godt liv.

Men har vi nogensinde overvejet, om nogle af vores egne drømme, længsler eller skuffelser ubevidst kommer til at fylde i deres liv?

Måske ønsker vi, at de skal være modigere, end vi selv turde være. Måske håber vi, at de får den uddannelse, de muligheder eller den frihed, vi selv måtte give afkald på.

Vi siger måske, at de skal følge deres hjerte, men viser vi dem også, hvordan det ser ud, når vi selv gør det?

Børn lærer ikke kun af det, vi fortæller dem. De lærer også af det, vi viser dem, og af det, der aldrig bliver sagt højt.

Det betyder ikke, at vi bevidst lægger vores drømme over på dem. Ofte er vi slet ikke klar over, at det sker.

Men måske kan vi komme til at give dem en følelse af ansvar for vores lykke, som aldrig var deres at bære.

Og det er en tanke, der får mig til at stoppe op.

❤️

Gennem mit eget arbejde med mig selv har jeg lært, at kærlighed ikke behøver at betyde, at jeg skal opgive mig selv.

Jeg kan elske min familie uden at gøre mig selv ansvarlig for alles lykke.

Jeg kan være der for andre uden altid at tilsidesætte mine egne behov.

Og jeg kan være taknemmelig for det liv, jeg har, samtidig med at jeg giver plads til de dele af mig selv, som længe har ventet på at blive hørt.

Yogaen har været en vigtig del af min vej tilbage til mig selv. I stilheden, åndedrættet og mødet med min egen krop har jeg lært at stoppe op og mærke efter. Ikke kun, hvad jeg tænker, men også hvad jeg føler, og hvad jeg egentlig har brug for.

For nogle gange skal vi ikke lære at gøre mere.

Vi skal lære at lytte.

Til den drøm, vi blev ved med at udskyde. Til den side af os selv, vi lagde væk for at passe ind. Til den indre stemme, der måske har forsøgt at få vores opmærksomhed i årevis.

Der kan være sorg forbundet med at opdage, hvor længe vi har levet på afstand af os selv. Det ved jeg fra mit eget liv.

Men der kan også opstå en enorm frihed, når vi begynder at vælge anderledes.

Vi kan ikke ændre alt det, der allerede er sket. Men vi kan tage ansvar for, hvad vi giver videre.

Og måske er noget af det smukkeste, vi kan give vores børn, ikke et perfekt liv eller en perfekt forælder.

Måske er det at vise dem, at man godt må være et helt menneske med egne behov, drømme, grænser og længsler.

At kærlighed ikke kræver, at vi forsvinder.

At det aldrig er for sent at finde tilbage til sig selv.

Og at vi ikke behøver at leve vores liv gennem andre mennesker, fordi vi stadig har mulighed for at leve det selv.

Så jeg vil efterlade dig med to spørgsmål, som også er til mig selv😉:

Hvad i dig venter stadig på at blive levet?

Og hvis dine børn eller de mennesker, du elsker, skulle lære noget af den måde, du lever dit liv på – hvad ville du så ønske, at de lærte?

Måske begynder forandringen lige dér... ❤️

I kærlighed

Nasja 🙏

✨ NYT YINPOWER-HOLD I BALLERUP ✨

Fra i morgen starter jeg et nyt YinPower-hold gennem BallerupMotion.dk 🧘‍♀️

📅 Ulige uger
⏰ Kl. 19.45–21.00

YinPower er en kraftfuld og dyb form for yoga, hvor vi arbejder med bindevævet – kroppens store netværk af væv, som forbinder og støtter hele kroppen.

Gennem rolige, længerevarende stræk, åndedræt og nærvær arbejder vi med at skabe mere plads, bevægelighed og ro i kroppen.

YinPower kan blandt andet være hjælpsomt ved spændinger, stivhed, stress og hovedpine/migræne og kan give en helt særlig følelse af at lande i kroppen. 🌿

Du behøver ikke være erfaren yogi – alle kan være med ❤️

✨ Har du lyst til at give kroppen en pause og mærke, hvad YinPower kan gøre for dig?

Så kom med på holdet – jeg glæder mig til at byde dig velkommen på måtten.

👉 Tilmelding via BallerupMotion.dk

Kærligst

Nasja 🙏

✨ Når børnene bliver voksne – men rollen ikke følger med ✨

Efter mit opslag om vores ferie i Portugal har der været noget, jeg har tænkt rigtig meget over.

Nemlig roller.

For vi har dem alle sammen.

Jeg er mor.
Jeg er hustru.
Jeg er søster.
Jeg er datter.
Og i mange af de roller har jeg været i i rigtig mange år.

Men hvad sker der, når menneskene omkring os udvikler sig, mens vores rolle inde i os bliver stående?

Det oplevede jeg selv meget tydeligt i Portugal.

Jeg rejste afsted med min mand og mine to store drenge – som jo faktisk ikke længere er drenge. De er unge voksne.

Alligevel røg jeg ind i den der alt for store morrolle.

Jeg skulle holde øje.
Sørge for.
Planlægge.
Tænke frem.
Være den, der havde overblikket.

Og på et tidspunkt måtte jeg stoppe op og tænke:

Hvorfor gør jeg egentlig det her?

Mine børn har ikke længere brug for den mor, jeg var, da de var små.

Og måske er det noget af det sværeste ved at være forælder – at børnene vokser, men vores nervesystem og vores vaner ikke nødvendigvis følger med.

For jeg kan godt vide med mit hoved, at de er voksne.

Men kroppen kan stadig huske rollen.

Den mor, der skulle passe på.

Den mor, der skulle tage ansvar.

Den mor, der skulle sørge for, at alle havde det godt.

Og det gælder ikke kun vores rolle som forældre.

Måske er du stadig den ansvarlige søster.

Den lillebror, der altid skal være den sjove.

Den datter, der stadig prøver at gøre sine forældre tilfredse.

Den veninde, der altid lytter og hjælper.

Den partner, der tager ansvar for stemningen i hjemmet.

Vi kan komme til at leve vores gamle roller videre, længe efter at situationen har ændret sig.

Men mennesker udvikler sig.

Og relationer skal også have lov til at udvikle sig.

Jeg tror ikke nødvendigvis, at vi skal slippe vores roller.

Men vi skal måske opdatere dem.

Jeg skal stadig være mor.

Men jeg skal ikke være mor på samme måde, som da mine børn var fem år.

Jeg skal være mor til voksne mennesker.

Og måske betyder det mere at stå ved siden af dem end foran dem.

At lytte i stedet for at løse.

At spørge i stedet for at bestemme.

At tilbyde hjælp i stedet for automatisk at tage ansvaret.

At kunne sige:

"Jeg tror på, at du selv kan."

Det er faktisk også kærlighed ❤️

Og måske er det dét, det betyder at blive mere ligesindede med de mennesker, vi elsker.

Ikke at vi skal være ens.

Men at vi møder hinanden som mennesker – ikke kun som de roller, vi har haft over for hinanden i mange år.

Jeg øver mig stadig.

For nogle gange opdager jeg først min gamle rolle, når jeg allerede står midt i den.

Men det smukke er, at når man først får øje på den, kan man begynde at vælge anderledes.

Så måske er spørgsmålet ikke:

"Hvilken rolle har jeg?"

Men:
"Er den rolle stadig den, relationen har brug for – eller er det mig, der stadig holder fast i den"? 🫶

I kærlighed

Nasja 🙏

☀️ Sommeren mindede mig om noget, jeg havde glemt ☀️

Denne sommer har været noget helt særligt for mig.

Ikke fordi vi har været de mest eksotiske steder, eller fordi der har været planlagt en masse. Men fordi jeg endelig gav mig selv lov til at tage stikket ud.

Oprindeligt havde jeg kun taget to ugers ferie. Men da ferien nærmede sig, kunne jeg mærke noget inde i mig.

Jeg havde brug for mere.

Ikke fordi jeg var udmattet. Ikke fordi jeg ikke kunne passe mit arbejde – tværtimod elsker jeg mit arbejde.

Men min krop fortalte mig, at den havde brug for én uge mere. Tid uden planer. Tid til bare at være.

Og denne gang lyttede jeg.

Jeg tog den ekstra uge.

Og det var uden tvivl en af de bedste beslutninger, jeg har truffet længe.

Tidligere ville jeg nok have tænkt: "Det går nok. Det er kun en uge."

Men efterhånden som jeg har arbejdet med mig selv, har jeg lært, hvor vigtigt det er at lytte til de små signaler, før de bliver til store råb.

Vi bruger så meget af vores liv på at mærke efter, hvad andre har brug for.

Men hvor ofte stopper vi egentlig op og spørger os selv:

"Hvad har jeg brug for lige nu?"

🌿

Vi har været 12 dage i Portugal sammen – min mand, mine to store drenge og jeg.

Det var en dejlig ferie fyldt med grin, gode oplevelser og tid sammen.

Og samtidig kom jeg til at tænke på, at ferie med børn – uanset om de er små eller store – ikke altid føles som den afslappende ferie, man forestiller sig. 😄

Måske er der nogle af jer, der kan genkende det.

Det fik mig til at tænke på en ferie for mange år siden.

Min yngste søn var omkring fem år, og jeg havde taget begge mine drenge med til et kæmpe vandland i Dubai. Jeg havde brugt mange penge, og jeg glædede mig sådan til at give dem en oplevelse, de aldrig ville glemme.

Jeg kan stadig se ham for mig.

Han sad helt roligt i poolen, kiggede på mig og sagde:

"Mor... vi kunne også bare have taget i Lalandia." 😂

Lige dér blev jeg ærlig talt lidt fornærmet.

Jeg tænkte på alle pengene, planlægningen og forventningerne.

Men i dag får det mig til at smile.

For han havde jo ret.

For ham handlede det ikke om Dubai.

Det handlede om at være sammen.

Børn tænker ikke på prisen eller destinationen.

De husker følelsen.

Nærværet.

At mor var der.

At vi grinede sammen.

Og måske er det præcis det, sommeren har lært mig igen.

Vi jagter ofte de store oplevelser, når det i virkeligheden er de små øjeblikke, der sætter de største spor.

En stille morgen.

En kop kaffe.

En gåtur.

Et grin.

En god samtale.

Tid, hvor vi ikke skal præstere.

Bare være.

Jeg håber, at I også har haft en sommer, hvor I har fået lov til at trække vejret lidt dybere.

Og hvis ikke...

Så håber jeg, at I husker, at det aldrig er for sent at lytte til jer selv.

Nogle gange ved kroppen præcis, hvad vi har brug for – vi skal bare turde lytte. 🤍

God sensommer til jer alle. ☀️🌿

Kærligst

Nasja 🙏

✨ At være barn af gæstearbejdere ✨

Jeg er født i slutningen af 70'erne af forældre, som kom til Danmark som gæstearbejdere.

Min far kom hertil i slutningen af 60'erne.
Min mor i starten af 70'erne.

Ligesom så mange andre kom de ikke for at blive.

Planen var at arbejde nogle år, tjene penge og derefter rejse hjem igen.

Men livet ville noget andet.

De fik børn.
Børnene begyndte i skole.
Årene gik.

Og det, der skulle have været et midlertidigt ophold, blev til et helt liv.

Jeg tænker ofte på, hvor meget de må have givet afkald på.

Familie.
Sprog.
Kultur.
Det velkendte.

De efterlod alt det, de kendte, for at skabe en fremtid i et land, der var fremmed for dem.

Det har jeg stor respekt for i dag.

Men der er også en anden side af historien, som jeg sjældent hører nogen tale om.

Hvordan det er at være barn af gæstearbejdere.

For jeg blev ofte mindet om, hvor meget mine forældre havde ofret.

Hvor hårdt de havde arbejdet.
Hvor meget de havde savnet.
Hvor meget de havde givet afkald på.

Og som barn begyndte jeg stille og roligt at føle, at jeg skyldte noget tilbage.

At jeg skulle gøre dem stolte.
At jeg skulle lykkes.
At jeg skulle give tilbage for deres ofre.

Det er en tung byrde for et barn at bære.

For et barn har ikke bedt om at blive født.

Et barn skylder ikke sine forældre et liv.

Et barn skylder ikke at opfylde sine forældres drømme.

Et barn skylder ikke at bære sine forældres savn, længsler og afsavn.

Et barn skal have lov til at være barn.

I dag kan jeg se det hele med langt mere kærlighed.

Mine forældre gjorde det bedste, de kunne med det, de havde.

De bar også på deres egen sorg.
Deres egen længsel.
Deres egne ofre.

Men jeg har samtidig måttet lære, at deres historie ikke er mit ansvar.

Jeg kan være taknemmelig uden at føle gæld.

Jeg kan ære deres kamp uden at opgive mig selv.

Jeg kan elske dem uden at leve mit liv for dem.

Og måske er det en af de vigtigste erkendelser, jeg har fået gennem mit arbejde med mig selv.

At kærlighed og taknemmelighed ikke behøver at komme med en regning.

Til alle jer, der også er børn af gæstearbejdere:

Måske er det på tide at sige tak for det, vores forældre gav os.

Men også give os selv lov til at leve vores eget liv.

Fuldt og helt.

Som os selv 💕

Kærligst

Nasja 🙏

✨ Det stærkeste menneske jeg mødte ✨

Jeg møder rigtig mange mennesker i løbet af min dag, og nogle møder sætter sig bare fast i hjertet.

Her forleden talte jeg med en mand, som fortalte om sit liv efter skilsmissen fra moren til hans datter.

De var gået fra hinanden, men havde stadig en god relation. Engang imellem bliver moren endda og spiser aftensmad med dem efter at have hentet deres datter. Og han fortalte mig, hvor hårdt det egentlig er.

Hvor hårdt det er at stå der som familie… men samtidig ikke længere være en familie på den måde, man engang var.

At skulle sige farvel igen og igen.

Til datteren.
Til ekskonen.
Til det liv man troede skulle vare ved.

Man kunne mærke sorgen i ham. Den ægte sorg.

Men så sagde han noget, der virkelig rørte mig.

Han fortalte, at han aldrig havde været så stolt af sig selv, som han er nu.

Ikke da han var professionel sportsudøver.
Ikke da han byggede sit store hus.
Ikke på grund af alt det, han havde præsteret udadtil.

Men nu.

Midt i det svære.

Midt i sorgen, savnet og omstillingen.

Fordi han håndterede det med værdighed.
Med kærlighed til sit barn.
Med respekt for moren.
Og med evnen til at blive i det, der gør ondt, uden at lade bitterheden tage over.

Og jeg tænkte bagefter…

Måske er det netop dér, vores største styrke viser sig.

Ikke i det vi ejer.
Ikke i vores titler eller præstationer.

Men i måden vi møder livets sværeste øjeblikke på.

At kunne blive blød uden at knække.
At kunne være kærlig midt i sorgen.
At kunne vælge fred, selv når hjertet gør ondt.

Det kræver en enorm styrke.

Og måske er det dér, vi virkelig bliver voksne som mennesker 💕

I kærlighed

Nasja ✨

✨ Kærlighed, forbindelser og nye begyndelser ✨

I weekenden blev min mands niece gift, og mit hjerte er fyldt med glæde og taknemmelighed.

Selvom vi ikke er forbundet af blod, er vi forbundet på en anden og mindst lige så smuk måde – gennem kærlighed, nærvær og de bånd, vi skaber med hinanden gennem livet.

Nogle mennesker finder stille vej ind i vores hjerter og får en helt særlig plads. Hun er et af de mennesker.

At se hende træde ind i et nyt kapitel af sit liv, hånd i hånd med den mand, hun elsker, var både rørende og smukt. Et øjeblik fyldt med håb, kærlighed og løfter om en fælles fremtid.

Jeg ønsker dem begge et liv fyldt med kærlighed, respekt, latter og styrke. Et liv, hvor de altid må møde hinanden med åbenhed, omsorg og forståelse – også når livet udfordrer.

For kærlighed handler ikke kun om de store øjeblikke, men om de små daglige valg: at vælge hinanden igen og igen.

Af hele mit hjerte ønsker jeg jer alt det bedste på jeres fælles rejse 💕

I kærlighed

Nasja 💕

Tilbage til hverdagen – men ikke den samme som før ✨

Nu er ugen slut.

En uge fyldt med fordybelse, stilhed, nærvær…
og en rejse dybt ind i mig selv.

Og nu vender jeg hjem.
Til hverdagen.
Til alt det, der venter. 🌿

Jeg er dybt taknemmelig for denne uge hos Atlas Mbark 🙏

For roen.
For yogaen.
For fællesskabet.

Men også for noget, jeg ikke havde forventet i samme grad…

Helt klart menneskene, men også
Gæstfriheden.
Varmen.
Smilene.

Jeg er oprigtigt overrasket over, hvor søde og åbne mennesker er her.

Jeg var en tur i basaren…
og jeg mødte de skønneste mennesker.

Sælgere, der ikke bare ville sælge –
men som mødte mig med nærvær, smil og ægte menneskelighed.

Det satte noget i gang i mig.

En følelse af forbindelse.
Af tillid.
Af varme.

Denne uge har mindet mig om, hvor vigtigt det er at stoppe op.
At trække sig tilbage.
At give sig selv plads.

Men også om, hvor meget vi mennesker betyder for hinanden –
selv når vi er helt fremmede.

Jeg tager så meget med mig hjem.

Ro.
Styrke.
Klarhed.

Og et åbent hjerte ❤️

Det er ikke sidste gang, jeg er i Marokko.

Det ved jeg allerede nu.

I taknemmelighed

Nasja 🙏

✨ Når rødderne vokser sig stærke ✨

Her på yoga retreatet i Marokko, nu på 3. dagen, kan jeg mærke, hvordan så meget begynder at falde på plads.

Fordybelsen, stilheden og den daglige praksis skaber et rum, hvor der er plads til at mærke det, der længe har ligget og ventet. Jeg har gået med noget personligt i lang tid, og her – midt i roen – kan jeg mærke en klarhed og en beslutsomhed, som stille og roligt folder sig ud.

Jeg har indset, at uanset hvad livet bringer, så skal jeg stå stærkt i mig selv.

Jeg har tidligere følt mig som et rodløst træ.
Et træ, der var skadet på mange måder.
Et træ, der lod lynet slå ned igen og igen – uden at flytte sig.

I mange år stod jeg der og tog imod slagene.

Men noget har ændret sig.

I dag kan jeg mærke, at mine rødder er blevet stærke.
De har forankret sig dybt i jorden.
Og selv hvis lynet en dag skulle ramme igen, ved jeg, at jeg vil vokse endnu stærkere og kraftigere.

Men vigtigst af alt har jeg lært, at jeg ikke længere behøver at tillade lynet at slå ned på mig.
Jeg kan vælge at stå stærkt i mig selv.
Sætte grænser.
Vælge mig selv.

Det er den klarhed, som dette retreat giver – en dyb følelse af indre styrke og ro.

✨

Samtidig er det helt fantastisk at opleve, hvad denne yogaform kan gøre for kroppen. En anden deltager på holdet har haft rygsmerter siden 2018, og efter blot to dage her på retreatet har hun været helt smertefri. Det er så vildt og samtidig en smuk påmindelse om kroppens egen evne til at heale, når den får de rette betingelser – ro, nærvær og kærlig opmærksomhed.

Taoistisk Yin Yoga / Yinpower arbejder nænsomt med kroppens bindevæv og nervesystem, og når vi giver kroppen tid og stilhed, begynder den selv at finde tilbage til balance.

Jeg føler mig dybt taknemmelig for denne rejse – både den ydre og den indre 🤍

I kærlighed

Nasja 🙏

✨ Fordybelse i stilheden – Yoga Retreat i Marokko ✨

Jeg er lige nu en uge på yoga retreat i Marokko sammen med Kristine fra Yinpower, og jeg kan mærke, hvor dybt denne oplevelse berører mig.

Her er der en særlig ro.
Vi er i vores egen lille boble – væk fra hverdagens tempo, forpligtelser og støj. Et sted, hvor tiden næsten står stille, og hvor der er plads til bare at være.

Dagene begynder blidt med en morgen-detox bestående af varmt vand med citron, efterfulgt af en halv times rolig yoga, som vækker kroppen nænsomt. Senere på formiddagen fordyber vi os i halvanden times praksis, og dagen afrundes med to timers aftenyoga, hvor kroppen og sindet får lov til at give helt slip.

Tidligere i mit liv anede jeg ikke, hvor stor en virkning det har, når man giver sig selv tid til fordybelse. At træde ud af hverdagens travlhed og ind i stilheden skaber en helt særlig transformation. Det er i stilheden, vi begynder at høre os selv. Det er her, vi mærker vores indre styrke og finder hjem til det, der virkelig betyder noget.

Jeg kan mærke, hvordan hver eneste praksis bringer mig dybere ind i mig selv – med mere ro, klarhed og nærvær. Det er en gave at give sig selv denne tid og omsorg.

Jeg glæder mig til at dele nogle billeder og videoer med jer herfra, så I også kan få et lille indblik i denne smukke rejse 🌿

Af hjertet tak til Kristine for at skabe dette trygge og transformerende rum 🤍

I kærlighed

Nasja 🌞