Menighedsplejen i Danmark

Fællesskab i skolens køkken
I Ilulissat, har de i 2025 etableret en menighedspleje ved kirken, som skal stå for den lokale diakonale indsats. En af de ting, som de har haft i støbeskeen fra starten, er at lave fællesspisning for udsatte, som kunne have brug for et varmt måltid mad.

En af udfordringerne i Ilulissat er at finde de mennesker, som man gerne inviterer til fællesspisning, da der ikke er mange, der er til stede på Facebook eller internettet generelt. Ligeledes er der en udfordring med lokalerne ved kirken, hvor der ikke er et industrikøkken eller plads til særlig mange mennesker.

Diakonikoordinator Anthon Frederiksen har derfor taget fat i skolen for at høre, om man må bruge skolens køkken til fællesspisning, da køkkenet er handicapvenligt og meget operativt til fælles madlavning. Anthon, der tidligere har arbejdet som politimand, og kender mange lokale, han har derfor været rundt på gader og stræder og invitere forskellige mennesker til fællesspisning i skolekøkkenet. Derudover har han spurgt den lokale fiskefabrik, om de vil donere noget mad til dagen, og de donerede 20 kilo frisk fisk, så der er nok til flere fællesspisning.

Den første fællesspisning blev afholdt i slutningen af marts, hvor 17 deltagere mødtes i skolekøkkenet og lavede mad sammen. Menighedsplejen i Ilulissat planlægger at låne skolekøkkenet hver måned for at kunne holde mange flere spisninger i fællesskab.

Ilulissat

Alle om bordet – et familienetværk i Hinnerup
En gang om måneden inviterer Menighedsplejen i Kirken i Hinnerup til fællesspisning og fællesskab i Sognegården.

Dem, der har lyst og overskud, medbringer et bidrag til et fælles tag-selv-bord, og menighedsplejen sørger for ”en hovedret”, så alle kan spise sig mætte uanset, hvad der bidrages med. "Selvom pengene og resurserne kan være små, oplever vi, at det betyder noget for mange af vores gæster at medbringe noget til fællesskabet", fortæller Mette Mejlvang, der er kirke-og kulturmedarbejder og med i menighedsplejens arbejde.

Når alle har spist, går børnene og de unge til andre lokaler, hvor de hygger og laver aktiviteter. Imens kan de voksne få snakket sammen over en kop ka􀆯e. Aftenen slutter af med kage og tak for i dag kl. 19.00, så alle kan nå hjem at putte børn i ordentlig tid.

Deltagerne har menighedsplejen lært at kende gennem projektet Dagligt Brød, en månedlig uddeling af gratis poser med basis dagligvarer. Menighedsplejen har fået en stærk og tillidsfuld kontakt til omkring 30 udsatte familier i lokal område, som de ikke tidligere har kunnet nå med kirkens mange tilbud.

"Familierne ser nu Menighedsplejen i Hinnerup som en vigtig støtte og resurse", fortæller Mette. ”Langt de fleste af de udsatte familier har anden etnisk baggrund end dansk". Det betyder, at der har været udfordringer med kommunikationen, kulturforskellene, mad og meget mere. "Men det har også være sjovt at lære nyt og løbende skulle tilpasse os den ny viden og erfaring, vi gør os. Nu er der lavet små skilte, der markerer hvilken mad, der er svinekød i, fællessangen har fået en anden form, regler for samværet italesættes ved velkomsten osv”, siger Mette
"Vi oplever en stor taknemlighed fra alle deltagerne, og alle er søde til at hjælpe til med oprydningen – ja, der er næsten trængsel ved opvaskemaskinen", slutter hun

Mad i kirken
I mange folkekirker er mad eller i det mindste kaffe og kage en vigtig del af kirkens aktiviteter. Måske har man endda hørt nogen sige nedladende, at kirken er en kaffeklub. Men det er ikke tilfældigt, at måltidet og bordet har en vigtig betydning i kirken.

Måltidet var vigtigt i både Det Gamle og Det Nye Testamente, fordi det er vigtigt for både vores medmenneskelighed og vores trosliv - Måltidet i kirken har nemlig både en åndelig og en fysisk dimension.

Pernille Østrem, der er med i Kirke Care på Nørrebro, siger således til Kristeligt Dagblad i et interview om mad og højtider: ”Det, at spise sammen og fejre højtiderne sammen, er også en pædagogisk handling. Når man skal bringe en tradition videre, så skal man kunne forklare, hvorfor det er relevant - og der må man godt gøre det håndgribeligt”.

Det er derfor, at vi i Menighedsplejen i Danmark har et logo, der består af to fisk, der kommer ned fra himlen, der på den ene side henviser til Jesu bespisning af de 5000 tusinde, og på den anden side henviser til den ’Manna fra himlen’, der regnede ned over israelitterne på deres ørkenvandring. På den måde symboliserer fiskene i logoet både en vertikal og en horisontal dimension, der tilsammen symboliserer menneskets dualisme i ånd og krop.

I kristendommens menneskesyn er mennesket både ånd og krop, og måltidet et af de steder, hvor denne dualisme forenes. Kroppen bliver mæt samtidig med at ånden bliver fyldt af fællesskab og samtaler. For måltidet har også evnen til at binde mennesker sammen på tværs af kulturelle og etniske skel, for som Pernille Østrem slutter sit interview i Kristeligt Dagblad: ”Interreligiøs dialog er vigtigt, men det vigtigste er, at vi kan leve sammen. Og når man lever sammen, så kommer man også til at spise sammen på et tidspunkt”.

Vi vil derfor gerne hylde de spisefællesskaber, der forbinder ånd, krop og mangfoldighed i kirken, og derfor kan I denne måned læse forskellige historie om spisefællesskaber rundt i hele Danmark. God læselyst

Ferie med plads til alle
Når Folkekirkens Feriehjælp inviterer familier på ferie, så handler det ikke om forkyndelse, men om fællesskab og nærvær. Siden 2007 har lokale sogne og frivillige skabt ferieoplevelser for familier, der ellers ikke har mulighed for at komme afsted. Ferierne er åbne for alle økonomisk trængte familier.

Det er et tydeligt grundlag for projektet, at ferierne ikke er missionerende. Men at Folkekirken står bag projektet betyder samtidig noget særligt; det er lokale mennesker fra sognene, der er til stede sammen med familierne og skaber relationer på kryds og tværs. Folkekirkens Feriehjælp er ikke et medlemstilbud, men et udtryk for en folkekirke, der er til stede for alle beboere i sognet - også uden for kirkedøren.

Det er en tydelig del af Folkekirkens Feriehjælps DNA, at ferierne skal være frie og åbne for alle. Det skaber tillid - både hos familierne, men også hos kommuner og andre lokale samarbejdspartnere, der trygt henviser til projektet. Og projektets mål er ganske enkelt: at give familier et frirum med nærvær, fællesskab og gode ferieminder sammen.

”Natur, Ånd og Hverdag” – mest diakoni men også tro
I Apostelkirken kan man en gang om ugen komme til ’Stressfri i Gårdhaven’ med efterfølgende meditation i kirken. Det er i sin essens et diakoni-projekt for mennesker med stress og psykisk sårbarhed samtidig med, at det er et tilbud om kristen kontemplation.

Eva Green Meinel, der er projektleder fortæller: ”Vi ønsker, at alle uanset religiøs overbevisning skal have mulighed for at opleve fællesskabet og de naturkreative aktiviteter. Samtidig vil vi som kirke gerne give deltagere, der er interesserede, mulighed for at opleve guidning til kristen meditation, der over tid kan blive grundlaget for at møde Guds kærlige nærvær, hvor en tro på Ham kan spire”

Eva lægger vægt på, at det ikke er et forsøg på at liste troen ind i et diakonalt projekt, men det er et tilbud, der er knyttet til et diakonalt projekt. Derfor er ’Stressfri i Gårdhaven’ delt i to dele, hvor de første to timer handler om at sætter en ’kæp i tænkningens hjul’ med hænderne i jorden og bier summende omkring os.

Eva fortæller: ”Når man har stress, er ens nervesystem i alarmberedskab, og det kan være svært at stoppe det tankemylder, der følger med. Her er det godt at lave konkrete praktiske opgaver, som man godt kan lide, og derved ”afkoble” det ophedede sind”.

Efter de konkrete aktiviteter er der meditation i kirken; Meditationen er et tilbud for alle, og nogle kommer alene til meditationen mens andre går hjem efter haveaktiviteterne.

Stressfri er ikke behandling, og deltagerne skal ikke flyttes et sted hen, men et rummeligt fællesskab, hvor vi sammen bruger naturen som et fælles tredje. Vi søger nuet i fællesskab, for som Wilfried Stignissen udtrykker det, så er ”Nuet porten til himlen”, ligesom et diakonalt projekt kan være porten til en ny relation til Gud.

Læs mere her: https://www.facebook.com/groups/282006507785796

Der er højt til loftet og hjertevarme i spisestuen
Menighedsplejen er taget på besøg hos Fisken og Brødet. Det er kirkerne på Vesterbro, der uddeler overskudsmad og inviterer til fællesspisning et par gange om ugen. Vi nysgerrig på, hvad brugerne af kirkens diakonale tilbud tænker om at kirken står bag. Vi talte med et par brugere og at par frivillige.

De havde alle fundet frem til maduddelingen, fordi de havde glæde af og behov for at få en pose grøntsager en gang om ugen, som supplement til deres snævre husholdningsbudget. Grøntposerne var tidligere uddelt af aktører, der ikke havde tilknytning til folkekirken, så da projektet blev en del af folkekirken, fulgte de med. De er også fulgt med, da projektet begyndte at tilbyde et måltid.

De værdsætter at spisefællesskabet er et rummeligt, socialt fællesskab, hvor man kan komme, som man er. De ser frem til at og hygge og snakke, med dem, de kender. Her kommer mange nationaliteter og der er skabt tætte relationer, på kryds og tværs. Det er samværet, der er vigtigt. ”Hvis jeg blev påduttet noget med tro, så ser de min ryg”, siger den ene. Hun synes, at det er ok, at der nogle gange bliver sunget en sang, og der bliver informeret om kirkens øvrige aktiviteter. Der er også et par stykker der indimellem kommer til søndagsgudstjeneste: ”Jeg finder en dejlig ro, ved at sidde i kirken”, siger en.

Nogle af brugerne er selv blevet frivillige. ”Jeg kom og fik grøntsager og ville gerne give noget tilbage”, siger den ene. Hun startede med at lave brød og kaffe. Og var senere med til at udvikle projektet med måltidsfællesskab. ”Jeg elsker at lave mad, og hellere til 40 end til to”, siger én.

De tænker ikke så meget over, at fællesspisningen er en del af Folkekirken – ”nogle gange kan kirkens ord være svære at få til at give mening”. Men de tænker meget over at skabe et rummeligt sted, hvor man kan spise et sundt måltid sammen.

”Vi har skubbet bordene ud fra væggen, så man kan sidde for enden af bordet her og ikke i den anden ende, for man skal ikke vende ryggen til hinanden, vi skal åbne op mod fællesskabet”, siger en.

De er bevidste om, at nye skal føle sig velkommen. De ved hvilke af de faste gæster, der er gode til at få nye med i snakken rundt om bordene, og hvilke, der hellere vil sidde for sig selv. ”Vi prøver at undgår at det bliver et ”dem og os”, så vi inviterer ind til at man kan hjælpe med de praktiske ting, også selvom man måske kun har kræfter til at skrælle gulerødder en halv time”.

Jeg siger, at jeg synes de udlever det kristne næstekærlighedsbudskab med store åbne hjerter.

De smiler: ”Vi får så meget igen”.

Foto til opslaget er taget af Jonas Kim Jakobsen