Vinston Ritz
Jeg ønsker med denne side, at dele viden og indsigt om beskyttelses mekanismer, tanker, følelser og kropslige processer.
Mit fokus i det jeg laver er den følte fornemmelse og det at guide kropslige processer. Det er mit håb, at du kan bruge det i dit liv.
28/03/2026
Ny podcast ude med en berigende samtale mellem Anette Vinston Ritz, Somaya Darre og Fabuleringer.
Vi taler om seksuelle overgreb, vigtigheden af at tale om det svære og hvor afgørende det er for bearbejdningen af traumerne, at kroppen er med i behandlingen.
Det er en samtale mellem tre kvinder, der med faglighed, selvforståelse og egenerfaring indenfor seksuelle overgreb, vender nogle af de problematikker, der er i det.
God lytning - den kan høres på de forskellige streamings kanaler.
23/10/2025
Anette Vinston Ritz, Forfatter og Rosenterapeut – Senfølger i krop og sjæl
– Et oplæg om et liv med senfølger og hvordan det
kan blive mere tåleligt. Anette er erfaringsekspert i
forhold til senfølger efter dysfunktionel opvækst,
vold og seksuelle overgreb, og vil i dette oplæg tale
om de generelle senfølger, der er hos senfølgeramte.
Anette vil dele sine egen-erfaringer med at leve med
senfølger af overgreb.
Debattør og podcastvært; Sarah Liv VW holder også oplæg og svarer på spørgsmål.
Arrangementet er kl. 16-19 og det er gratis at deltage – mød blot op.
Se hele programmet her: https://synlighedsdagen.dk/begivenheder/esbjerg-bryd-tabuet-senfoelger-af-seksuelle-overgreb/
15/10/2025
Blot det at spise et æble ændrer nervesystemets bane. Dette er blevet en af mine favoritting, når nattesøvnen forstyrres fordi kroppen ikke kan slappe, selvom hovedet for længst har ramt puden.
Så står jeg typisk op og henter et æble i køkkenet. Sidder en stund deroppe, mens jeg lader de knasende lyde, samt tygge- og synkebevægelserne gøre deres arbejde.
Sidst jeg gjorde det trængte min kærestes snorkelyde i baggrunden for min opmærksomhed, da jeg kom tilbage. Inden jeg rejste mig efter nattens æble kunne jeg slet ikke fjerne min opmærksomhed fra den lette snorken, der kom fra ham.
Når opmærksomheden er fikseret på noget udenfor mig selv, så kan kroppen ikke slappe så meget af at nattesøvnen kan indfinde sig. Andre årsager til at det kan tage tid at falde i søvn, er når dagens (eller fortidens) begivenheder mangler at blive integreret i mit system.
Nogle gange skal integreringen blot have tid til at gøre sit arbejde, fordi jeg synes der var andre (vigtigere) ting, der skulle gøres i løbet af dagen. Andre gange tyr jeg til min natteven; æblet, som også hjælper mig her, hvis integrationen af indtryk ruminerer eller stopper mit system til.
Jeg har endnu ikke prøvet at blive svigtet af min gode ven, æblet. Det hjælper mig altid med at hjælpe nervesystemet et hak ned med sine knasende lyde og tætte forbindelse til vagusnerven.
Tak til Stephen Porges for at udvikle den polyvagale teori - uden den var jeg aldrig begyndt at spise æbler om natten.
Har du gode vaner, der hjælper med at bryde nervesystemets bane?
27/09/2025
I dag kan du købe bogen "360 grader rundt om seksuelle overgreb - Aftryk i krop, følelser og relationer. Jeg står på stand 52 på Krop-sind-ånd messen i Århus fra kl. 13 - 15 hos mine kollegaer indenfor Rosenmetoden.
24/09/2025
Hvad vil det sige at være i nuet? Og kan vi mennesker være tilstede nu og her - uden påvirkning fra dagen i går og hvad der skal ske fremover?
Eller er tonen fra fortiden og fornemmelsen af fremtiden faktisk indeholdt i nuet? Selvom vi ikke taler om det på den måde i daglig tale.
Nærvær, mindfulness, nu-fokus, nuets kraft, tilstede i øjeblikket og her-og-nu-bevidsthed - ja, kært barn har mange navne.
👉 Fænomenologien - den kropsorienterede filosofi - mener et fortid og fremtid altid er indeholdt i nuet.
Fænomenologiens grundlægger, Edmund Husserl, siger det sådan her:
🍁 Retention - fortidens spor
🍁 Nutiden - det aktuelle nu
🍁 Protention - forventning om det kommende
👉 Husserl interesserede sig for hvordan vi oplever verden som mennesker. Hans arbejde har påvirket moderne filosofi, pædagogik og psykologi.
Jeg føler en frihed i at opleve nærværet med fænomenologiens perspektiv. For både i etablerede og alternative sundhedsdiskurser bliver nærvær ofte gjort til en præstation.
Hvem bestemmer, hvad der er "rigtigt" og "forkert" nærvær? Og hvad med de øjeblikke, der ligger mellem vores klare følelse af tilstedeværelse? Har de ikke også selvstændig betydning?
Jeg tror ikke der er en rigtig eller forkert definition af nærværet.
Jeg tror derimod, at der er masser af nuancer af hvad det kan være.
Jeg tror også, at det er sundt at værdisætte livet i sin helhed og ikke jagte nærværet som en olympisk præstation.
12/09/2025
I går faldt jeg over en formulering hos KKUC, der sendte mig ned af Memory Lane. De skriver nogenlunde sådan her: Vi har gode erfaringer med at kombinere samtaleterapi og kropsterapi i arbejdet med senfølgeramte.
I 2017 søgte jeg fondsmidler til en Ph.d, der netop skulle omhandle det. I samarbejde med CSM Midt Nord og SDU, skulle et større projekt hvor senfølgeramte blev tilbudt både samtaleterapi og behandlinger med Rosenmetoden, være det jeg skulle forske i.
Midlerne blev ikke bevilget og med den viden, jeg har i dag, så skulle projektet også indeholde forskellige typer af kropsterapi, samt det KKUC kalder "kropseducation", der er læren om kroppens reaktionsmønstre.
KKUC har lige fået midler til et tre-årigt projekt, hvor unge med udfordringer fra deres opvækst tilbydes individuel terapi, gruppeterapi, socialfaglig rådgivning og kropsterapi.
Et privat rehabiliteringscenter for flygtninge og familiesammenførte har siden 2005 hørt ind under sundhedsloven og tilbyder derfor gratis behandling. Stedet hedder Oasis og ligger i København. De skriver på deres hjemmeside: Alle patienter bliver tilbudt tværfaglig behandling i form af psykoterapi, psykomotorisk terapi, socialrådgivning samt somatisk og psykiatrisk behandling efter behov. Der er syv måneders ventetid. Behandlingstiden er 14 måneder med 2-3 behandlinger om ugen, der er målrettet den enkeltes og de pårørendes behov.
Alt dette får mig til at håbe, at den bog Camille Somaya Darre og jeg lige har udgivet får vind i sejlene og måske bliver en del af vidensgrundlaget for et landsdækkende tværfagligt behandlingscenter for voksne senfølgeramte efter seksuelle overgreb i barndommen. At der skabes et gratis, længerevarende og mere helhedsorienteret behandlingstilbud - også på dette område.
Bestil bogen her: https://www.wadskjaerforlag.dk/vare/360-grader-rundt-om-seksuelle-overgreb/
Hos Wadskjær Forlag har du mulighed for at få gratis fragt eller en ekstra gratis bog fra forlaget, når du bestiller vores bog.
Senfølger efter seksuelle overgreb kan se ud på mange forskellige måder og ideelt set kommer der flere kropslige terapiformer ind i de offentlige behandlingstilbud. Der er et rigtig stort behov for at få kigget ind i hvordan en tværfaglig behandlingsindsats på området kan hjælpe flere senfølgeramte.
Der findes allerede mange gavnlige kropslige terapiformer, der ville kunne hjælpe mange. Nogle af dem er Rosenmetoden og Traume forløsende øvelser (TRE), som jeg selv har brugt på min rejse til at få det bedre. For andre vil psykomotorisk terapi og bevægelse gøre en forskel. Eller Fascial Flow, der arbejder blidt og roligt ind i de kropsligt lagrede lag og regulerer nervesystemet.
Det offentlige behandlingstilbud på området består primært af samtaleterapi, hvor der er 2-3 års ventetid. Det er virkelig lang tid, når ens verden bryder sammen, energien er lav og flashbacks måske er en daglig ting.
Det der er endnu mere trist, er at ikke alle får det bedre ved at tale om det. For rigtig mange er det nødvendigt at kroppen kommer med ind i behandlingen, så sansningerne og kropsfornemmelserne forandres. Og nervesystemet falder til ro.
Hvad tænker du? Har du oplevet at en kropslig terapiform har hjulpet dig eller kender du en der har fået hjælp efter at have været udsat for seksuelle overgreb?
06/09/2025
Lige om lidt sendes resultatet af seks års snakke, debat, nuancering og viden om seksuelle overgreb i barndommen, ud i verden. Det sker på mandag d. 8/9, hvor vi også har været så heldige at komme i Go´Aften Live på TV2.
Vi er: Camille Somaya Darre og jeg, der fra hver vores faglighed, menneskelige ståsted og personlige erfaringer på feltet har delt alt dette i bogen, som udkommer på mandag.
Vi glæder os helt enormt og er spændte på hvordan den bliver modtaget derude. Ligesom vi håber på at kunne bidrage til den viden, der allerede findes på området. Samt tilføje vores kombination af faglighed og personlig erfaring.
Vi håber at kunne gøre vores til at skubbe til de vinde, der allerede blæser i retning af at det kropslige skal med ind i behandlingen. Der er brug for det kropslige i behandlingen af senfølger - for det er meget kropsligt. Og sætter sig i kroppen. Både forskningen og mange senfølgeramtes personlige erfaringer peger i den retning. Vi skal både hjælpes til at integrere forstyrrende kropsfornemmelser gennem kropsterapi og bevægelse, samt have samtaleterapi/psykoeducation i forhold til forståelsen af det voldsomme, der er sket med os.
Bogen indeholder viden om seksuelle overgreb, tilknytning, beskyttelsesmekanismer, sanser, hjernen, hukommelse, følelser, senfølger, traumer og traumetyper, nervesystemet, skam, relationer, sexualitet, krænkertyper og adfærdsstrukturer. Alt sammen sat i perspektiv til traumer, det kropslige aspekt og de senfølger vi oplever over en bred kam i voksenlivet.
Vi holder bogreception i Odense d. 10/9 kl. 14-18, hvor Claus Houden kommer og holder åbningstale (Rådmand i Odense Kommune, Beskæftigelses- og Socialudvalget). Ligesom Camille og jeg fortæller om bogen og vores tanker med den.
Det er på Hovedbiblioteket, der ligger i forbindelse med banegårdscenteret.
Torsdag d. 11/9 kl. 17-18 er der mulighed for at møde os på Thiemers Magasin til en Forfatter Talk.
Thiemers Magasin
Tullinsgade 24
1618 København V
https://www.thiemersmagasin.dk/pages/info-om-thiemers-magasin
Klik her for at gøre krav på din sponsorerede post.
Kategori
Website
Adresse
Odense
5260
Underretninger
Bliv den første, der får besked: Vi sender dig en e-mail, når Vinston Ritz offentliggør nyheder og tilbud. Din e-mailadresse bliver ikke brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.