Iben Lehmann Rasmussen

🎶 Jeg er så glad for min cykel 🎶

Og der bliver både trampet i pedalerne og sunget højt med på alle hitsene, når jeg er afsted.

Men jeg får ikke taget den så ofte, som jeg egentlig gerne ville. Bilen vinder også oftest hjemme hos mig. Kalenderen er presset, vejret driller, logistikken skal gå op – og så er der altså også virkelig mange bakker i Kolding.

Måske er det netop derfor, cykelhandlingsplanen er så vigtig. For hvis flere af os skal vælge cyklen lidt oftere, skal det være trygt, nemt og sammenhængende. Det skal give mening i en helt almindelig hverdag med børn, arbejde, indkøb, fritidsaktiviteter og alt det andet, der også skal nås.

I Kolding Kommune er målet at løfte cykelandelen fra 8 % til 21 % inden 2035. Det er ambitiøst – og det kræver konkrete løsninger: sikre skoleveje, bedre sammenhæng mellem cykelruterne, tryghed i trafikken, ordentlig cykelparkering og gode muligheder for både børn, unge og voksne.

For tallene viser, at vi har noget at arbejde med: 64,2 % tager bilen, mens kun 9,2 % cykler. Og hvis vi gerne vil have flere til at vælge cyklen, er vi også nødt til at spørge, hvad der står i vejen. Knap en tredjedel af husstandene i Kolding Kommune har ikke rådighed over bil. Derfor handler cykelpolitik ikke kun om klima eller sundhed. Det handler også om frihed i hverdagen. Om at kunne komme rundt – også når man ikke har en bil stående i indkørslen.

Så jeg er nysgerrig:

Cykler du i hverdagen?

Cykler dine børn selv i skole eller til fritid?

Og hvad skal der til, for at du eller din familie tager cyklen lidt oftere?

For mig handler det ikke om at pege fingre ad dem, der tager bilen. Det gør jeg som sagt også selv. Det handler om at gøre det lettere at vælge cyklen, når det faktisk giver mening. Flere muligheder. Mere tryghed. Mere frihed i hverdagen. Og måske også lidt mere bevægelse, lidt mere frisk luft – og lidt mindre belastning af klimaet.

Ulighed i sundhed begynder ikke først på hospitalet. Den begynder længe før.

I barndommen. I skolen. I arbejdslivet. I økonomien. I boligen. I fritidslivet. Og i mødet med kommunen, når livet bliver svært.

Derfor skal kampen mod ulighed tænkes ind i hele Kolding Kommunes politik.

Ikke for at pege fingre ad nogen. Men fordi vi har ansvar for de rammer, mennesker lever deres liv i.

Pårørende skal ikke være projektledere i et system, der burde hænge bedre sammen. Og børn, unge, voksne og ældre skal mødes tidligere, klogere og mere ordentligt.

Susanne Stenstrop Thorsen og jeg har skrevet et debatindlæg om netop det.

For ulighed i sundhed handler ikke kun om, hvor længe vi lever.

Det handler om, hvilke liv vi får mulighed for at leve ❤️

Link i kommentarfeltet.

1. maj handler om mennesker.

Om dem, der gik foran os og kæmpede for rettigheder, vi i dag nogle gange kan komme til at tage for givet. Om dem, der stadig går på arbejde med kroppen, hjertet og ansvaret for andre som deres vigtigste redskaber. Og om dem, der hver dag får velfærden til at hænge sammen i praksis.

Pædagogen, der ser barnet, før mistrivslen vokser sig stor.
Læreren, der bliver ved med at tro på eleven.
SOSU’en, der holder fast i værdigheden, også når tiden er knap.
Håndværkeren, industriarbejderen, rengøringsmedarbejderen, chaufføren og alle dem, der får hverdagen til at fungere for os andre.

Det er mennesker, der bygger samfundet. Ikke kun med hænderne, men med ansvar, faglighed og omsorg.

Derfor er 1. maj ikke bare en tradition. Det er en påmindelse om, at solidaritet ikke er et gammelt ord fra en sangbog. Det er noget, vi gør. I vores prioriteringer. I vores fællesskaber. I vores måde at tale om hinanden på. Og i de politiske valg, vi træffer.

For ulighed handler ikke kun om penge.

Ulighed handler også om tid. Om ro. Om overskud. Om hvem der har plads til at trække vejret, når hverdagen presser på. Om hvem der kan gå ned i tid, købe hjælp, tage en pause eller finde en vej udenom, når arbejdslivet slider. Og om hvem der bare må bide tænderne sammen og fortsætte.

Det er også ulighed, når nogle mennesker har fleksibilitet og indflydelse på deres arbejdsdag, mens andre må løbe stærkere, springe pausen over og gå hjem med kroppen fuld af stress og hovedet fuldt af alt det, de ikke nåede.

Og det er ulighed, når medarbejdere i vores velfærd ikke får tid og rammer til at gøre deres arbejde ordentligt. For så rammer det ikke kun dem. Så rammer det barnet, der havde brug for en voksen. Den ældre, der havde brug for nærvær. Familien, der havde brug for hjælp i tide. Og det menneske, der havde brug for at blive set, før problemerne voksede sig store.

Vi kan ikke tale om god velfærd uden også at tale om ordentlige arbejdsvilkår. Tid, ro og faglighed er ikke luksus. Det er forudsætningen for kvalitet, trivsel og værdighed.

Det handler også om frihed. Ikke den lidt tynde udgave, hvor man er overladt til sig selv. Men den frihed, der opstår, når vi ved, at fællesskabet griber. Når børn får en god start. Når unge får mulighed for at vælge deres egen vej. Når mennesker kan holde til et helt arbejdsliv. Og når man ikke bliver mindre værd, fordi livet blev svært, kroppen blev slidt, eller man havde brug for hjælp.

For mig er 1. maj derfor både festdag og kampdag.

En festdag for alt det, fællesskabet har skabt.

Og en kampdag for alt det, vi stadig skylder hinanden.

Vi skal turde insistere på, at mennesker ikke er budgetposter. At børn ikke er udgifter. At medarbejdere ikke er ressourcer i et regneark. Og at velfærd ikke bliver stærkere af, at mennesker løber hurtigere, men af at vi skaber rammer, hvor de kan lykkes med det vigtige arbejde, de er sat i verden for.

Det handler om mennesker – og mennesker skal behandles ordentligt.

God 1. maj.

Tirsdag aften traf vi en vigtig beslutning i Kolding Byråd.

Vonsild Specialcenter bliver til en selvstændig specialskole.

Det gør mig oprigtigt glad – og også stolt – at både et enigt udvalg og et enigt byråd står bag beslutningen.

Nogle gange kan politiske processer udefra komme til at ligne usikkerhed, tøven eller manglende retning. Men grundighed er ikke slingrekurs. Inddragelse er ikke forhaling. Og ordentlighed er ikke til forhandling.

Både i udvalget i sidste byrådsperiode og i denne har vi insisteret på, at de involverede blev hørt, inddraget og taget alvorligt. Det er præcis den grundighed, der gør, at vi kan sætte et tydeligt punktum.

For retningen har hele tiden været klar: Børnene skulle have det skoletilbud, de har brug for.

En selvstændig specialskole er det, der skal til for at skabe de nødvendige rammer for børnenes trivsel på sigt – fordi det styrker den specialpædagogiske faglighed, gør det lettere at tiltrække de rette kompetencer og giver skolen en tydelig profil.

For mig har det hele tiden handlet om noget helt grundlæggende: Børnene.

Børn, som har brug for ro, tydelighed og voksne, der forstår både deres udfordringer og deres styrker. Og familier, som hver dag gør en ekstra indsats for at få hverdagen til at hænge sammen. Og medarbejdere, der hver dag løfter en krævende opgave – og som skal have rammerne til at lykkes med den.

Med en selvstændig specialskole får vi en tydeligere faglig retning, en ledelse tættere på hverdagen og bedre rammer for både børn og medarbejdere.

Kvalitet opstår ikke af sig selv. Den skabes, når mennesker får de rigtige rammer til at lykkes.

Jeg er glad for, at vi i dag stod sammen om at tage ansvar.

For i sidste ende er det faktisk ret enkelt: Det handler om børn. Det handler om familier. Det handler om mennesker og mennesker skal behandles ordentligt ❤️💚

Da jeg var barn, tog min mor os med til børneteater nede i kælderen på det gamle bibliotek, og selv om det er mange år siden, kan jeg stadig huske følelsen af at gå ned ad trappen og ind i et rum, hvor hverdagen ligesom blev hængende udenfor.

Lyset var anderledes, de voksne talte lavere, vi sad tæt, og man kunne mærke den der særlige forventning i maven, når noget magisk skulle til at ske.

Den følelse kom tilbage i går til KLAPfestival, hvor jeg så børneoperaforestillingen "Maja og den magiske sofa". Og jeg kom også til at tænke på dengang, min egen søn var lille og skulle have sin første teateroplevelse.

Han sad helt spændt i teatersalen og spurgte, om det så var ligesom i fjernsynet, og jeg kunne fortælle ham, til hans store begejstring, at nej, det var faktisk endnu vildere, for vi skulle se rigtige mennesker stå lige dér på scenen og fortælle historien foran os.

Det er noget særligt, når børn opdager, at fortællinger ikke kun findes på en skærm, men kan stå lige foran dem i levende live, med stemmer, musik, bevægelser, pauser og nærvær.

Maja og den magiske sofa handler om at flytte fra lejlighed til hus. Om at savne sine venner, sine lyde, sine lugte og alle de små ting, der tilsammen får et sted til at føles som hjemme. Den handler om alt det, børn mærker så tydeligt, men ikke altid har ordene for endnu, og om hvordan man langsomt kan skabe et nyt rum til leg, fantasi, venskaber og fællesskab.

Foran mig sad to børn, en dreng og en pige, storebror og lillesøster, tror jeg. De fulgte forestillingen med store øjne, helt optagede af historien, og på et tidspunkt lagde storebror armen om sin lillesøster. Bare sådan, helt naturligt. Midt i en forestilling om at flytte, savne, finde tryghed og holde sammen sad de to og gjorde præcis det samme. De holdt sammen.

Det var sådan et lille øjeblik, man næsten ikke kan forklare uden at komme til at lyde lidt højstemt, men det var fint. Virkelig fint. Og det mindede mig om, hvorfor kunst og kultur for børn betyder så meget.

Ikke fordi børn skal underholdes lidt, mens de voksne tager sig af det vigtige, men fordi børns oplevelser er vigtige i sig selv. Teater, musik, opera og fortællinger kan åbne rum i børn, som de bærer med sig længe efter. Rum for fantasi, følelser, genkendelse og mod. Og måske også for den slags minder, man mange år senere opdager stadig bor i én.

Tak til KLAPfestival for at give børn adgang til den slags magi. Kultur for børn er ikke pynt. Det er dannelse, fællesskab og livsmod i børnehøjde.

Kolding er blevet udnævnt til Skoleidrætskommune 2026, og det synes jeg helt ærligt er noget at glæde sig over 💪

Det er en anerkendelse, der betyder noget. Kolding er én af kun 15 kommuner i landet, der har fået den udnævnelse i år. Det siger faktisk noget ret fint om den retning, vi har på skoleområdet.

For bevægelse i skolen handler jo ikke bare om flere idrætstimer. Det handler om børns hverdag. Om trivsel. Om fællesskaber. Om koncentration, motivation og om at skabe en skole, hvor der også er plads til de børn, som ikke nødvendigvis lærer bedst, når alting foregår stille, siddende og meget bogligt.

Vi ved, at børn er forskellige. De lærer forskelligt, trives forskelligt og finder fodfæste på forskellige måder. Derfor giver det mening, når skolen også giver plads til kroppen, energien og det sociale samspil. Det er ikke et ekstra lag. Det er en vigtig del af en god skolehverdag.

Derfor er det også virkelig positivt, at Kolding bliver anerkendt for at prioritere idræt og bevægelse i skolen. Det er en udnævnelse, som vi bestemt kan være stolte af og en udnævnelse, der peger på noget, som er vigtigt i sig selv: at vi ser børn som hele mennesker.

For det handler om mennesker og mennesker skal behandles ordentligt ❤️💚

Påsken er påskehundetid 🐣🐶

Og det betyder, at påsken ikke bare byder på lam, frokost og familietid.

Den byder også på regler, farver, forhandlinger og en æggejagt, som bliver taget meget alvorligt af stort set alle.

Og fordi netop æggejagten bliver taget meget alvorligt, så skal der være regler - og de kan godt variere fra år til år.

I år havde påskehundens assistent lavet regler som i de gode gamle dage. Så alle fik tildelt et bånd i en farve og derefter skulle finde fire poser med netop den farve bånd.

Henrik var godt tilfreds med at få en farve, der var til at få øje på.
Og jeg blev rød. Selvfølgelig blev jeg rød 😉

En mente straks, at opgaven var urimeligt vanskelig. En anden gik direkte til forhandlingsbordet om farvefordelingen. Men i sidste ende er der jo kun én, der bestemmer den slags – og det er Påskehunden.

Der blev også hurtigt behov for at få reglerne slået fast igen - eller regeltilføjelserne:
Man måtte ikke tage de andres.
Man måtte ikke gemme de andres.
Og ifølge nogen måtte man helst slet ikke røre de andres eller de andre!

Ja, det kan gå vildt for sig, når voksne mennesker - og deres voksne børn kaster sig ud i en påskeæggejagt 😂

Derudover var der fordelt små æg, små påskeharer i rigelige mængder og et stort drikkeligt påskeæg, og som noget nyt også til dem over 60 år. For også traditioner må jo følge med tiden.

Efter kampens hede er status, at vi stadig mangler at finde en pose. Den er væk!
Ingen ved helt, hvor de sidste æg og harer er blevet af, men vi mangler 9 styk!

Og sådan er det i vores familie: Der er mange, der gerne vil lave reglerne. Der er endnu flere meninger om reglerne. Og der er altid nogen, der synes, systemet kunne være indrettet lidt bedre.

Men vigtigst af alt er der masser af grin, kærlig drilleri og plads til, at vi er sammen om det hele. Og det er jo i virkeligheden noget af det, jeg holder allermest af ved påsken.

Glædelig påske ❤️
Fra mig, familien og Påskehunden

Fredag tog vi første spadestik til GAME Street Hub Kolding i NICOLAI – Danmarks første gårdrum til gadeidræt.

Det er et vigtigt og virkelig spændende projekt. Ikke bare fordi et fysisk område nu begynder at tage form, men fordi det her bliver et sted til og for børn og unge. Et sted, hvor bevægelse, musik, dans og fællesskaber kan få plads midt i byen.

For mig er det her også et tydeligt billede på noget, jeg tror meget på: At stærke fællesskaber ikke opstår af sig selv. De kræver, at vi prioriterer dem. Og de kræver, at vi løfter ansvaret sammen.

For mig er det her også et stærkt billede på noget, jeg virkelig tror på: Ansvaret for stærke fællesskaber er et fælles projekt. Derfor betyder det noget, at vi i dag stod der sammen – syv udvalgsformænd – og at GAME Street Hub er blevet til i et stærkt samarbejde på tværs af syv byrådsudvalg og mange aktører. For trivsel, deltagelse og gode mødesteder for børn og unge er ikke noget, der skabes i siloer, men noget vi lykkes med, når vi arbejder sammen.

Jeg er glad for, at vi i et stærkt politisk samarbejde har været med til at skubbe på en udvikling, hvor kultur, bevægelse og sociale fællesskaber tænkes sammen. Det er præcis den slags helhedsorienterede løsninger, jeg tror på.

Det handler om mennesker, og mennesker skal behandles ordentligt. Og det gælder også børn og unge. Derfor skal vi skabe steder, hvor man kan høre til, mødes, udfolde sig og blive en del af noget større.

Jeg glæder mig til, at det står klar, og til at se NICOLAI-komplekset få endnu mere liv med den nye GAME Street Hub – et stærkt sted for børn og unge og et løft for de stærke fællesskaber i Kolding.

Det er nok ikke nogen overraskelse, at jeg stemmer SF til folketingsvalget 😉

Det gør jeg, fordi politik for mig aldrig har handlet om spil, spin og smarte overskrifter. Det har handlet om mennesker.

Om børn, der skal have en god start på livet. Om ældre, der fortjener værdighed og omsorg. Om mennesker med handicap, som alt for ofte bliver mødt af systemer, der gør livet sværere i stedet for lettere. Om familier, der skal kunne få hverdagen til at hænge sammen.

Om helt almindelige mennesker, der går på arbejde hver dag og fortjener fair vilkår. Og om et samfund, hvor vi passer bedre på både hinanden og det, vi har til låns fra dem, der kommer efter os.

For mig handler et folketingsvalg ikke om, hvem der kan love mest til flest. Det handler om, hvem der faktisk vil kæmpe for et stærkt velfærdssamfund. Om hvem der tror på et mangfoldigt Danmark. Et solidarisk Danmark. Et grønt Danmark. Og et ordentligt Danmark, hvor frihed og fællesskab går hånd i hånd.

Jeg stemmer SF, fordi jeg tror på stærke fællesskaber og på ordentlighed. Fordi jeg tror på, at solidaritet ikke er et historisk levn, men selve forudsætningen for et samfund med sammenhængskraft.

Jeg stemmer SF, fordi vi tør insistere på, at velfærd ikke er en udgift, der skal barberes ned, men en investering i mennesker. Fordi vi kæmper for klimaet, for drikkevandet, for naturen og for en grønnere fremtid med social balance. Og fordi vi ved, at et samfund ikke bliver rigere af, at flere bliver efterladt på perronen.

Jeg stemmer SF, fordi jeg ønsker et Danmark med mindre ulighed, mere håb og mere hjerte. Et Danmark, hvor vi ikke kun spørger, hvad der kan betale sig, men også hvad der er rigtigt.

Og når du sætter dit kryds, håber jeg også, du vil overveje at stemme lokalt.

I Kolding er vi heldige at have to stærke SF-kandidater: Karina Lorentzen Dehnhardt og Sofus Teislev. To kandidater med hjertet på rette sted, politisk tyngde og en stærk forståelse for både mennesker, fællesskab og den virkelighed, lovgivningen skal virke i.

For mig betyder det noget, at vi også får stærke lokale stemmer med ind. Stemmer, der kender vores område, vores virkelighed og de mennesker, det hele handler om.

Så det er faktisk helt enkelt. For det handler om mennesker – og mennesker skal behandles ordentligt 😉

Så selvfølgelig stemmer jeg SF. Og selvfølgelig håber jeg også, at du vil stemme på en lokal SF-kandidat. ❤️💚