Nis Refner

Hvor meget koster det egentlig, når staten tager 100 kr. fra borgerne i skat, for bagefter at sende dem retur som støtte, checks og tilskud?

Det korte svar er: Mere end 100 kr.

Danmark er faktisk relativt effektiv til at opkræve skat administrativt. Men det er ikke dér den store regning ligger.

Den store regning opstår, fordi skatter ændrer menneskers adfærd:

* nogle arbejder mindre,
* nogle investerer mindre,
* nogle virksomheder bruger flere ressourcer på administration frem for produktion,
* og staten opbygger stadig flere ordninger, som skal administreres, kontrolleres og reguleres.

Økonomer kalder det “forvridningstab”.

Finansministeriet arbejder typisk med, at 100 kr. opkrævet i skat samlet kan koste samfundet omkring 120-130 kr.

Og så begynder næste led:
Varmechecks.
Fødevarechecks.
Kompensationsordninger.
Særlige tilskud.
Midlertidige hjælpepakker.

Altså:
Først tager man penge ud af økonomien gennem skat og afgifter.
Derefter bruger man bureaukrati på at sende en del af pengene tilbage igen.

Det er præcis derfor Liberal Alliance igen og igen siger:
Den bedste hjælp er ofte, at folk får lov at beholde flere af deres egne penge til at begynde med.

Mindre brandslukning.
Mindre symbolpolitik.
Mere reel købekraft.

Pelle Dragsted vil med sin bog Nordisk socialisme “demokratisere økonomien” altså give mere politisk indflydelse på virksomheder.

Men i praksis ser det sådan her ud:

Mogens Lykketoft bliver udpeget til toppen af Energinet.

Ikke fordi han har den tungeste faglige indsigt i energisystemer eller infrastruktur men fordi han er en del af det politiske netværk.

Det er ikke en enkelt fejl. Det er systemet.

Mere politisk styring betyder flere politiske udpegninger.
Flere politiske udpegninger betyder større risiko for, at netværk slår kompetencer.

Det er ikke “økonomisk demokrati”.
Det er politisering.

Og når det handler om kritisk infrastruktur, er det en dårlig byttehandel.

Meget interessant podcast om Tysklands nye forsvarsstrategi. Boris Pistorius lægger ikke skjul på alvoren: Europa skal kunne forsvare sig selv i en mere usikker verden.

Det bør vi følge tæt i Danmark. Ikke for at kopiere ukritisk, men for at lære af det, der virker: langsigtet planlægning, industriel kapacitet, robust beredskab og viljen til faktisk at kunne forsvare territoriet.

Danmark skal tage ved lære af den tyske kurs, og tilpasse den til danske forhold, vores geografi og vores størrelse. Et troværdigt forsvar kræver mere end flotte ord. Det kræver retning, prioritering og handling. 🇩🇰🇩🇪

Geopol: Tyskland løfter sløret for Europas største hær Podcastepisode · RÆSON - dansk og international politik · 24. april · 51 min.

Vi tror på mennesket og det man kan udrette som individ og i fællesskab med andre, når man tager ansvar❤️

De Konservatives formand Mona Juul åbner for at pege på Mette Frederiksen som statsminister.

Jeg forstår godt, at mange kommunalpolitikere gerne vil have deres parti i regering. Det giver indflydelse og mulighed for at få ting igennem lokalt.

Men der er også en pris.

Alex Vanopslagh sagde det klart på landsmødet:

“Lad nu være.”

For hvis man igen peger på Socialdemokratiet, så bliver det langt sværere at samle et borgerligt flertal efter næste valg.

Borgerlig politik kræver retning og troværdighed.
Ikke bare adgang til magten

Velfærd handler ikke om at bruge flere penge.
Det handler om at bruge dem rigtigt.

Vi bruger flere penge.
Flere ressourcer.
Flere systemer.

Men resultaterne følger ikke med.

Politik fejler, når den bygger på mennesker, der ikke findes.
Perfekte, rationelle, ubegrænsede.

Problemet er ikke, at vi vil forbedre tingene.
Problemet er, at vi ikke ved, hvornår det er nok.

Vi har skabt et samfund, hvor du ikke længere spørger:
“Har jeg gjort noget forkert?”
Men: “Er jeg god nok?”

Det er ikke fremskridt. Det er pres.