James Rasmussens Fanside.

Fra min ungdom.

I min ungdom tog jeg ofte til K.B. Hallen når Mogens P***e afholdt sine boksestævner. Når stævnet var færdigt, og alle de danske boksere, Christian Christensen, Børge Krogh og Tom Bogs havde vundet deres kampe, tog jeg med vennerne ind til Galathes Kroen og spiste roastbeef med kartoffelsalat.
Jeg løb i den forbindelse tit på Børge Munk Jensen, sportsredaktør på B.T. som var passioneret lystfisker og skrev om det i avisen. Han og jeg delte den brændende lidenskab for lystfiskeri. Børge Munk fiskede ofte i Norge, og gennem B.T. arrangerede han i flere år fisketure til den berømte lakseelv Namsen. Alle tystfiskere har deres `forretningshemmelighedder`, og jeg lurede på, om Børge mon ikke også havde noget gemt om ærmet.
`Du skal tage op til Gaula elven, ikke langt fra byen Støren. Opsøg Jørgen Vold, der bor tæt på elven. Han ved alt om fiskeriet der. Husk at medbringe 2 flasker rød Ålborg og 2 spegepølser til ham, så kan du være helt sikker på, at han viser dig, hvor laksen står.
Jeg fortalte min ven Dan Holten om Børges `forretningshemmeligheder´ så på en ferie i juni 1962 kørte vi op til Støren, et halvthundrede kilometer syd for Tronhjem.
Vel fremme i Støren slog vi teltet op på campingpladsen og gik op på gæstgiveriet og fandt Jørgen Vold. Vi overbragte en frisk hilsen fra Børge Munk og stak ham en hel flaske snaps samt 1 spegepølse. Nordmanden blev henrykt, og vi aftalte detaljer om det forestående fiskeeventyr.
Tilbage på campingpladsen fandt vi vores telt helt sprættet op og gennemrodet af en flok svenske raggene. Ærgerlige gik vi tilbage til vores snapse-glade ven Jørgen Vold, og han ringede omgående til en af områdets faste brugere, en dansk hr Christensen som ejede en konservesfabrik på Fyn og havde en hytte ved Gaula. Da han hørte om vores uheld, fik vi uden betaling lov til at bo i hans lækre hytte med den mest fantastiske udsigt ud over Gaulfossen.
Jørgen fortalte, at når vandstanden var høj, var det verdens bedste fiskevand for laks. Det tip udløste den sidste flaske snaps samt den sidste spegepølse.
En nat regnede det, og elven var henover morgenen steget voldsomt. Dan og jeg vågnede brat ved at Jørgen Vold stod og hamrede på døren ` så er det nu `. Båden vi skulle ud i, var kun til 2 personer, og den stedkendte Jørgen Vold var selvskrevet til at være den ene.
Som et par ivrige skoledrende klunsede Dan og jeg. Han vandt første tur.
Rastløs og spændt gik jeg igang med at lave morgenmad til os alle tre. På lidt over en time fangede de 4 laks. De to havde åbenbart aftalt i båden, at de ville tage ind til Trondhjem og sælge fisken. Jeg var lige ved at explodere da jeg hørte dette. Nu havde jeg lavet lækker morgenmad til de to, og så ville de kun hytte deres eget skind.
Rød i hovedet og godt arrig råbte jeg `hvad så med mig `Jørgen Vold gloede på mig. Jyns ( det kaldte han mig ), du skal bare gå ned til strandbredden og fiske så får du laks.
Jørgen Vold havde udtrykkeligt sagt, at vi under ingen omstændighedder måtte tage båden ud alene når elven var høj. Det var livsfarligt. Røg man udover stryget for enden af Gaulfossens store pool, var det den visse død. Med et suk samlede jeg mine fiskestænger og gik ned mod strandbredden. På vejen passerede jeg den lille båd, som nærmest kaldte på mig. Tag mig, James ,tag mig.
Jeg stirrede på båden og mærkede en velkendt susen i blodet, og så tog fanden ved mig ! Jeg smed stængerne ned i båden, og hoppede om bord og roede ud på fossen. Uden de store anstrengelser kom jeg et stykke op ad fossen og fik sat begge stænger i vandet, Nu lå jeg og fiskede helt perfekt i den smukke natur, Jeg roede stille og roligt nøjagtig som jeg havde set Jørgen Vold gøre. Pludselig fik jeg et ordentlig hug på min lille gule Heddon wobler. Jeg slap årene fik fat i stangen og klemte den fast mellem benene. Det tog kun 4 sekunder men var nok til at udløse katastrofen.
Da jeg kiggede op igen var båden med stor fart drevet nedover, og var nu kun små 15 meter tilbage før jeg ville blive revet ud over det livsfarlige stryg. Jeg roede som død og djævel, og under de desperate anstrengelser bed jeg mig selv så hårdt i underlæben, at blodet begyndte at sile ned i munden.
Med en overmenneskelig anstrengelse fik jeg stanset bådens fremdrift og lå nu nogenlunde stabilt, men godt nok lige på selve kanten af stryget. Mit stædige sind havde endnu engang spillet mig et puds, for trods advarsler lå jeg nu her og så døden i øjnene mene jeg rev og flåede i årene.
Mens jeg piskede løs med årene, lykkedes det mig i et stor sus at vende båden sidelæns så den med stor fart drev ind mod bredden, hvor den ramlede mod stenene. Med bankende hjerte sprang jeg ud af båden og med stor kraft hev den længere op på stenene.
Grotesk nok havde laksen og jeg kæmpet i hver vores ende af snøren for at beholde livet. Jeg havde haft min fiske stang mellem benene under hele forløbet på fossen og da jeg samlede stangen op var laksen stadigvæk på.
Med benene rystende under mig gik jeg op langs stranden og kæmpede med min laks, mens jeg spyttede blod til højre og venstre. Det tog tre kvarter før jeg kunne lande den flotteste laks på 13 kilo. Det var et nærmest helligt øjeblik.
Med stor respekt lod jeg den udmattede laks glide op på stranden. Mindst lige så afkræftet lagde mig ved siden af den. Jeg lå nærmest som bevidstløs, mens rystelserne i min krop langsomt fortog sig.
Så da Dan og Jørgen kom tilbage fra Tronhjem, fandt de mig helt flad med opsvulmet læbe og spurgte hvad der var sket. Noget beklemt, viste jeg dem min laks Jørgen Vold studerede den mistænkeligt længe, og spurgte, hvordan jeg havde fået den ? Jeg fortalte som det var. Han flippede fulstændig ud, blev stikhamrende tosset og tordnede alverdens norske forbandelser ud over mig. Derefter gik vi ned til den lille båd får at få den trukket op til den lille havn ved bredden.
Tre mand høj måtte vi okse løs får at få den væk fra stenene ! Jeg orkede ikke at tale mere om episoden den dag, men i mit stille sind kunne jeg konstatere, at jeg i min dødsangst og adrenalinsus havde fået overnaturlig styrke og smidt båden op på stenene - med en hånd.
Dagen efter gik Jørgen Vold op til den lokale avis i Støren og berettede om den skøre dansker, som var roet alene ud på Gaulfossen, mens elven var høj. Og det blev trygt. Han ringede også hjem til Børge Munk Jensen og fortalte om min dumdristighed, og Børge driblede historien direkte i BT.
Vel hjemme i Danmark igen ringede jeg til Christensen fra Fyn og takkede ham for hans uvurderlige hjælp. `hvis der er noget jeg kan gøre for dig skal du blot sige til sagde jeg ´ du kan komme og synge til min firmafest svarede han. Vi aftalte at jeg skaffede Four Jacks til hans fest og at han ikke skulle betale mig noget, men at Poul, John og Bent skulle ha` deres honorar. Det blev en stor succes. Over østers og champagne i hans private gemakker fortalte han, at han af lodsejerne ved Gaulfossen havde lejet hytten og fiskeretten de næste 5 år, så jeg kunne bare sige til, og det benyttede jeg mig af de næste 3 år.