KFS

"MIN GUD, MIN GUD ER KUNSTNER.
HAN HAR LANGT HÅR OG STRITØRER,
OG SÅ HAR HAN LER UNDER SIN NEGLELAK
OG MALING LANGT OP AD ARMENE.
EN KLAT I VENSTRE BRYN EFTER AT HAVE TØRRET SVEDEN AF PANDEN."

Ida Enevoldsen har forfattet et digt om den Gud, der lever og skaber. Læs med via linket i kommentarsporet 🖌️

For et par uger siden var KFS’ konsulenter og nationale leder, Hanne, et døgn i sommerhus sammen for at få samlet det nye konsulent-team og lægge gode planer for det kommende skoleår sammen ✍️

I løbet af sommeren er der kommet flere nye ansigter i konsulentflokken, og det giver anledning til at bruge lidt ekstra tid på at lære hinanden at kende og sparre med hinanden om opgaverne som konsulent. Der blev bl.a. sat fokus på gode ideer til at afholde Lederforum, hvor vi samler KFS-ledere i ude i regionerne, forkæler dem og inspirerer dem med oplæg og samtale.

Som KFS-konsulent kan der være langt til kolleger, der står med de samme opgaver, og derfor er det ekstra betydningsfuldt at bruge tid med teamet af konsulenter i både bibelstudie, bøn, sparring, opmuntring og planlægning 🙏

Vi glæder os til det nye skoleår med hinanden og ikke mindst med KFS’erne. Konsulentflokken er fyldt af gode ideer og gejst for at kende Jesus og gøre Jesus kendt sammen med KFS’erne rundt i landet 🥳

Bed gerne med for konsulenternes arbejde! Bed for Frederik og Mads i Østdanmark, for Sebastian på Fyn og i Sydjylland, for Ane i Østjylland, for Sebastian i Nord- og Vestjylland og for Troels, der laver podcast og ressourcer til KFS'erne 🙏

Det er ved at være tid, hvis du eller en, du kender, skal med på Discipeltræf 2026! Tilmeldingen lukker i aften kl. 23.59 ⏳

S**t ind på Discipeltræfs hjemmeside (der er link i kommentarsporet) og meld dig til det, der bliver efterårets fedeste lejr 🤝🙌🥳

Kender du nogen, der lige skal have en heads up? 📣

ANDAGT: Der er altid mere 📖

Mads Due reflekterer over, hvorfor vi bliver ved med at læse de samme tekster i kirken:

"Hvor mange gange tror du, at du har hørt juleevangeliet?

Hvis du er, som folk er flest i Danmark, har du hørt det mindst lige så mange gange, som du har levet år. Hver jul, tilsat de gange i løbet af året, hvor man kan risikere at blive udsat for Det Nye Testamente, mere specifikt begyndelsen på Lukasevangeliet.

Jeg kan næsten teksten i søvne. Du ved, ”og det skete i de dage … Augustus … Kvirinius … Nazaret … Betlehem,” alt det der. Lidt af en historie- og geografilektion. I hvert fald i mit meget selektive resumé.

På den ene side giver det jo god mening, at vi læser om Jesu fødsel, når vi til jul fejrer den. Alligevel har det naget mig, hvorfor vi altid skal læse det samme afsnit i den samme bibelske bog.

Hvad med fortællingen om de vise mænd, som står i Matthæusevangeliet? Med guld, røgelse, myrra og det hele. Hvad med den mere poetiske beskrivelse, som findes i Johannesevangeliet? Dér, hvor ordet bliver kød og tager bolig iblandt os.

Egentlig kunne vi trække min kritik op på det helt store plan: Hvorfor skal vi blive ved med at høre de bibeltekster, som vi har hørt så mange gange før? Hvorfor blive ved med at bruge tid på Bibelen?

Her kommer min første pointe, som jeg fik serveret af min præst for nogle år siden. Pointen er, at teksten godt nok er den samme, men det er vi ikke. Derfor er der mere at sige.

Teksten er uændret, men jeg har måske levet et helt år mere, siden jeg sidst hørte ordene. Derfor kan det være, at den samme gamle tekst kan sige mig noget nyt. Det er egentlig en rimelig tilforladelig pointe. At tiden går.

Men der er også en anden, mere teologisk pointe, som er en naturlig konsekvens af, hvad jeg tror, Bibelen er for en bog. For jeg tror, at Bibelen er Guds levende ord. Derfor tror jeg, at der altid er mere at komme efter i Bibelen. Vi bliver kort sagt aldrig færdige med den."

Læs hele andagten via linket i kommentarsporet 💭

"Ordsprogenes Bog er kort sagt en samling poetiske tommelfingerregler med en meget lang indledning. Det er generelle regler for livet. Og mange af dem er skåret efter den form, at hvis du gør noget godt, vil det gå dig godt. Og hvis du gør noget ondt, vil det gå dig skidt. Så nemt kan livet sammenfattes, sådan ser det typisk ud. Og det er netop pointen, det typiske. Det generelle.

Ordsprogenes Bog udstikker retningen. Prædikerens Bog og Jobs Bog, som vi også runder i denne visdomsodyssé, kvalificerer udsagnene fra Ordsprogenes Bog. De absolutte og generelle sandheder forkastes ikke, men de udvides, så de kan rumme det virkelige liv. Hvad er så hovedbudskabet? Det kommer faktisk – og det er egentlig ret pædagogisk – meget tidligt i bogen. Jeg læste det til at begynde med. Der står: ”At frygte Herren er begyndelsen til kundskab” (Ordsprogenes Bog kapitel 1, vers7).

Pointen er, at Gud er visdommens begyndelse. Al sand visdom står i relation til Gud. Gud har strøet sin dybe indsigt ud over sit skaberværk, så mennesker, via skabningen, kan se og forstå noget, der er dybere end de umiddelbare observationer. Gud er vis, og han har mættet sin verden med visdom.

Visdom er altså målet. Vi skal blive vise. Men hvordan begynder visdommen og verset? Det begynder med at frygte Herren, altså Gud. Og så er vi tilbage på den unge Knausgårds børneværelse.

For hvad er det for en frygt? Skal vi føle det samme over for Gud, som Knausgård følte over for sin far? Skal jeg mest af alt prøve at undgå Gud, og – hvis det absolut kommer til en konfrontation – mave mig frem foran hans majestætiske trone og trygle for mit liv? Er Gud sådan én?

Det er der faktisk nogen, der tror. Eksempelvis den store religionskritiker Richard Dawkins. Han siger følgende:

”Det Gamle Testamentes Gud er uden tvivl den mest ubehagelige karakter i al fiktion: Han er en jaloux, smålig, uretfærdig, uforsonlig kontrol-freak; en hævngerrig, blodtørstig etnisk udrenser; en kvindehadende, racistisk folkemorder; en forpestende, storhedsvanvittig, sadomasochistisk, uforudsigelig, ondsindet bølle.”

Jøsses. Og meget langt fra det gudsbillede, jeg i hvert fald er vokset op med. Hvis Gud virkelig er sådan, så må det mest passende være at krybe langs panelerne i templet i anspændt grundangst.

Men det er ikke, hvad der menes med gudsfrygt. Og jeg tror i øvrigt, at Richard Dawkins har misforstået stort set alt, hvad der er at sige om Gud.

Gudsfrygt er ærefrygt. At anerkende, at Gud er almægtig, det evige majestæt, og at jeg er hans skabning. En elsket skabning, men dog en lille én i hans rige.

Et stærkt udtryk for, hvordan Gudsfrygt kan se ud, er for mig beskrivelsen af kong David, da han på højdepunktet i sit liv modtager et enormt løfte fra Gud. Gud har lovet ham hele herligheden, og så står der sådan her om David:

”Da gik han ind og satte sig for Herrens ansigt og sagde: »Hvem er jeg, Gud Herre, og hvad er mit hus, siden du har ladet mig nå så vidt?” (Anden Samuelsbog kapitel 7, vers 18).

David bliver næsten pinligt bevidst om Guds storhed og sin egen uanseelighed i sammenligning. At den store Gud møder det enkelte lille menneske, det kan for mig at se naturligt føre til en sund gudsfrygt. En anerkendelse af, at Gud er den helt store, og jeg er meget lille.

Så lad os tage det med i vores liv. Gøre som Paulus opfordrer sin medarbejder Timotheus til: ”Øv dig i gudsfrygt”. Sådan skriver han i Første Timotheusbrev (kapitel 4, vers 7). Gudsfrygt er noget, man kan øve sig i, men hvordan?

Tag i kirke, læs i Bibelen, hør om Gud. Se hans storhed. Og tak ham så for at han i sin store nåde og visdom også ser lille dig. Du skal ikke være bange. Du skal bare vide, hvem du har med at gøre."

Hvad betyder det at frygte Gud?

Vi tager vi hul på Bibelens visdomslitteratur, og vi begynder i Ordsprogenes Bog, der kalder gudsfrygt for begyndelsen til al visdom. Lyt med via linket i kommentarsporet 🎧

I uge 7 rejser KFS til Etiopien igen – og går du i gymnasiet eller på en erhvervsuddannelse, kan du komme med! 🔥😎

På turen får du lov at møde og være en del af de etiopiske studenterarbejde EvaSUE, opleve det skønne land og få rygsækken fyldt med inspiration, gode opleveler, unikke minder og nye KFS-venner 🫰

Og det vildeste af det hele: Turen koster kun 1.500 kr.!

Der er 13 pladser på turen, og for at komme i betragtning til en plads skal du være medlem af KFS. Det kan du blive på KFS’ hjemmeside.

Skal du med? Læs mere om turen og ansøg om en plads på KFS’ hjemmeside – der er link i kommentarsporet.

Ansøgningsfristen er d. 18. oktober 2026 ✍️

"Hvis jeg skal svare på, hvorfor jeg er kristen, så begynder og slutter mit svar altid med personen Jesus, fordi jeg af ham føler mig mødt som menneske. En historisk person med krop, relationer, sorger og livsdilemmaer. I Hebræerbrevet kapitel 4 vers 15 står der: »For vi har ikke en ypperstepræst [Jesus], der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd.«

I Jesus valgte Gud at træde tæt på. Træde derhen, hvor han ellers ikke kunne opleve samhørighed med os. Gud gik ind i et lidelsesfællesskab med os. Han går ikke uden om lidelsen, men lider med os, så vi i alle ting kan føle os forstået og elsket (jf. Andersen, Gud, hvorfor sover du? s. 24; Esmarch, Gud, hvor jeg savner ham!, s. 104.)

Gud har medfølelse med hver en skrøbelighed, og det ved vi, at Gud oprigtigt kan have, fordi han selv har oplevet enhver skrøbelighed. Kort før sin død beder Jesus, på knæ i angst og frygt, Gud om at skåne ham for smerten og døden (Matthæusevangeliet kap. 26, v. 36-46). Jesus træder frem foran Gud i desperation, som Job, David, jeg og mennesker til alle tider har gjort det. Han bliver et forbillede for os andre, fordi han ikke kun beder om at blive skånet, men lægger sit liv over til Gud, idet han siger i vers 39: »Ikke som jeg vil, men som du vil.« Jesus ønsker, at Guds vilje skal ske med hans liv, og i hans tilfælde betyder det, at han ikke skånes, men fængsles, mishandles og må gennemgå stor fysisk smerte, inden han til sidst dør.

Gud oplevede paradoksalt nok følelsen af at være forladt af Gud, da han kom til os i skikkelse af Jesus Kristus. Jesus lå på knæ i frygt. Han blev skuffet over Guds svar og oplevede sig forladt af den Gud, han satte sin lid til. Derfor kan vi opleve et dybt fællesskab med ham i livets svære erfaringer. Om du er syg eller tynges af smerte, om du har mistet en, du elsker, om du er offer for forfølgelse, undertrykkelse eller diskrimination, om du må f lygte til et andet land, om døden står for din livsdør og banker på. Jesus er trådt ind i verden og har været i alle verdens kroge. Det gjorde Gud for at leve så tæt på os, at vi aldrig skal føle os alene."

På Til Tros hjemmeside bringer vi et uddrag af bogen "Krisetider", som er en del af KFS' bogserie "resonans". Alma Nymann Berggren er forfatter til bogen, og den kan købes hos Lohse 📚

Læs hele uddraget via linket i kommentarsporet.

I KFS ser vi frem til yderligere tre år med Jakob Højlund på generalsekretærposten. Hans kontrakt, som oprindeligt udløb i sommeren 2027, er nemlig blevet forlænget til 2030 🤝🥳

”I bestyrelsen glæder vi os over, at Jakob Højlund har taget imod en kontraktforlængelse med KFS. Vi har set på de udfordringer og opgaver, som ligger foran, og vi er taknemmelige for at have en erfaren og motiveret generalsekretær, som blandt andet er klar på at lede en ny strategiproces, som vi så småt er ved at tage hul på. Vi ønsker at nå flere studerende med evangeliet, og den opgave glæder vi os over, at Jakob er dybt engageret i. Vi håber, I vil være med til at bede for KFS’ ledelse og bære bevægelsen gennem forbøn,” siger Anders Møberg, formand for KFS’ bestyrelse.

Den efterhånden erfarne generalsekretær ser frem til at fortsætte det arbejde, han er godt igang med:

”De sidste fire år, jeg har været med i KFS, har været utroligt spændende og opmuntrende. Jeg startede på bagkanten af corona, og vi havde på det tidspunkt mistet kontakt til mange unge på studiestederne. Der skete også omvæltninger og forandringer i organisationen, blandt andet lukningen af LTC, så de første par år var også krævende. Men alle medarbejdere har arbejdet virkelig godt og målrettet hele vejen igennem, bestyrelsen har turdet tage modige beslutninger, og vi har oplevet, at Gud har velsignet det hele, så antallet af engagerede KFS’ere, KFS-grupper og deltagere på lejrene er vokset markant de sidste par år. Det er et privilegium at kunne fortsætte i dette arbejde, og vi ser stadig uudnyttet potentiale i forhold til at nå endnu flere med verdens bedste nyheder: Jesus, som kommer til os for at favne os med sin kærlighed og tilgivelse. Intet er bedre og vigtigere end ham, og det glæder mig, at jeg kan fortsætte i KFS frem til 2030,” siger Jakob Højlund.

Giv ham et like og en hilsen med på vejen – her, eller når I møder ham ude i virkeligheden 🙌

"I begyndelsen af 1900-tallet sidder en ung kvinde og broderer. Hun er gået i gang med et større projekt, som hun skal have færdigt til sin bryllupsdag. På den dag vil hun give det til sin mand. Hun skal være fruen i huset på en stor gård, de får af hendes forældre i bryllupsgave. De kommer til at få meget jord og dyr og ansatte. Der skal såes og pløjes og høstes og slagtes og bages. Der bliver mange at tage sig af.

For hvert sting med guldtråden dukker ordene frem på den hvide filt: ”Én ting har jeg begæret af Herren, den vil jeg søge efter: At jeg må bo i Herrens hus alle mine livsdage for at beskue Herrens livsalighed og at grunde i hans tempel.”

Knap 100 år senere kommer jeg ind i familien. Jeg har giftet mig med den unge kvindes oldebarn. Hun er for længst død, men den store gård, som hun og hendes mand boede på, er blevet i familiens eje, og stuehuset står næsten urørt som i gamle dage. Broderiet hænger stadig på soveværelset over dobbeltsengen. Jeg bliver draget mod det broderi. Det fortæller noget om et liv, som er levet med Gud. Om en længsel, der handlede om andet end rigdom og jord og status. Om en kvinde, som ønskede, at hendes hjem skulle være forankret i Guds nærhed.

Salme 27, som verset på broderiet er fra, handler om at have hjemme hos Gud. Midt i angreb fra fjender, og selv om en hær belejrer og omringer, er der tryghed for den, der bor i Herrens hus: ”Han gemmer mig i sin hytte på ulykkens dag, han skjuler mig i sit telt og løfter mig op på klippen.” Derfor må det være det højeste ønske at høre til der i Guds nærhed.

Men i salmens næste del skifter perspektivet. Her omtales Gud ikke længere i tredje person, men i anden person. Han bliver til ”du”. For salmen bliver til en bøn. Og det er ikke ro og idyl, der kendetegner denne bøn. Det er desperation og uro – og også en nuance af tvivl: ”Jeg husker, at du siger: ”I skal søge mit ansigt!” Herre, jeg søger dit ansigt, skjul ikke dit ansigt for mig.” Altså: Jeg ved godt, hvad du siger, Gud, men jeg er ikke sikker på, at du vil møde mig, som jeg håber på.

Den sikre overbevisning om, at det er bedst at bo i Herrens hus og blive skjult i hans telt, denne sikre tillid til Gud, har altså samtidig en undertone af tvivl, der vælger at klynge sig til Gud: ”Forkast mig ikke, svigt mig ikke, min frelses Gud! Min far og mor har forladt mig, men Herren tager mig til sig.” Gud er det egentlige tilhørssted, det sande hjem – mere stabilt end mor og far – men denne overbevisning kommer med en tryglen om, at det også må være sådan i virkeligheden.

Og dermed bliver Salme 27 et godt sted at slutte vores sæson med Salmernes Bog. Den rummer lidt af det hele. Her er lovsangen i Guds telt: ”I hans telt vil jeg bringe frydesangs ofre, jeg vil synge og spille for Herren” – og her er frygten for Guds fravær midt i mørket. Salmernes Bog giver plads til det hele. Til det nuancerede, rodede menneskeliv, som ikke bare følger en fast skabelon, men kan gå fra lovsang til uro på ingen tid.

Salmernes bog fastholder Guds løfter og gerninger i historien. Den henviser til sandheden om Gud, som er blevet slået fast gennem alt det, han har gjort gennem sin historie med folket; og samtidig giver den en tråd videre til den nutidige historie, til Guds virkning i mit liv, i min fortælling. Salmernes Bog bliver et spejl for mit eget personlige liv med Gud, for det brogede menneskeliv, som vi hver især lever."

Hvad betyder det at bo i Guds hus?

Vi runder Salmernes Bog af med en fortælling om et 100 år gammelt broderi. Lyt med via linket i kommentarsporet 🎧