Rikke Winther - Terapi for børn & unge og deres voksne
Krops- og psykoterapeut
Terapi for børn & unge - og deres voksne
www.rikkewinther.dk Jeg tilbyder terapiforløb for børn, unge og deres voksne.
Min tilgang er anerkendende og løsningsorienteret. Jeg benytter mig både af dybe terapeutiske metoder og af mere fremadrettede handleplaner. Et forløb hos mig vil byde på samtale, bevidstgørende øvelser, familieopstillinger (og andre eksternaliseringer), guidede visualiseringer og kropsterapi. Jeg har i hver session fokus på, hvordan du kan integrere læringen fra terapien i din hverdag. Det er min

HAN VIL GERNE I SKOLE FØRST ... ✨
Jeg fik den bedste sms for et par dage siden. Fra moren til en 9 årig klient, som er kommet hos mig i nogle måneder nu. Min klient har ikke været ret meget i skole denne vinter. Det har været for svært. Angsten har spændt ben for ham.
Så når moren skriver til mig: 'Kan vi komme lidt senere i morgen? Han vil gerne i skole først', så danser jeg lige en lille glædesdans.💃 ... på min klients vegne, på forældrenes vegne og på terapiens vegne!
Jeg har verdens bedste job 🧡

AT SLIPPE ANGST et skridt ad gangen 🧡
Jeg arbejder i øjeblikket med en dreng på 9 år. Han er en tænksom og følsom dreng. Han bryder sig ikke om overraskelser, uventede hændelser og et dagsprogram, der ændres i sidste øjeblik.
Til gengæld elsker han sin familie, sin hund, sit gamer set-up og de mange nære venskaber han har - både i hverdagen og online. Han er også vild med stille weekends uden for mange gæster og arrangementer. Nå ja, og så er han vild med popcorn, som han ofte bestiller som snack, når han kommer hos mig.
Han har ikke været ret meget i skole siden jul. Han har været her før - et sted hvor skolelivet bliver for overvældende og uforudsigeligt for hans meget konkrete måde at være i livet på. Et sted hvor han flygter ind i computerspil og online liv, som er kontrollerbart og som kan udleves hjemme fra værelset. Et sted hvor angsten flytter ind.
Han besidder allerede som 9 årig en indsigt, der handler om, at livet nogle gange spænder ben, er uforudsigeligt og overvælder. Han ved også, hvordan det føles i krop og sjæl.
Han havde brug for en pause - fra skolen og fra hverdagen. En pause familien har haft mulighed for at give ham med hjælp fra dedikerede bedsteforældre og en skole, der forstår og samarbejder.
Nu er han langsomt ved at arbejde sig tilbage til skolehverdagen. Vi har sammen lavet en nøje, tilrettelagt plan for, hvordan han uge for uge kan tage nye skridt hen mod målet: Et 'almindeligt' skoleliv. Samtidig med at vi arbejder med at forstå, hvad der sker i ham, når han overvældes og hvordan han kan hjælpe sig selv, når det sker.
For livet vil nok blive ved med at ramme og spænde ben. Det vil fortsat i perioder være overvældende og byde på udfordringer, min 9 årige klient ikke ved første øjekast kan løse. Det er et livsvilkår for os alle.
Det er egentlig okay, at vi nogle gange bliver lagt ned af livet. Kunsten er at være i stand til at rejse sig op igen.
Det er han så i gang med, min unge klient. At rejse sig op igen - skridt for skridt.
Jeg har verdes bedste job 🧡

ET SMIL FRA HENDE FÅR MIG TIL AT ØNSKE FLERE ✨
De fleste svar fra hende er et ordløst skuldertræk. Eller et lavmælt: 'Det ved jeg ikke'. Hun holder ikke øjenkontakt og rører ikke den frugtsnack og the, jeg har gjort klar til hende.
Min unge klient har store, observerende øjne. Jeg mærker, hun betragter mig, når jeg ser væk. Jeg mærker, hun lytter indgående til det, jeg fortæller hende.
Jeg forsøger, at give hende rum og tid til langsomt at danne sig et indtryk af mig.
Hun viser mig tydeligt, at mine sædvanlige virkemidler ikke duer her. Hun skal ikke tøs op - for hun er ikke frossen. Hun skal ikke nås - for hun er intenst tilstede. Hun skal ikke have hjælp til at forstå - for hun forstår alt.
Jeg forestiller mig hvor ofte, hun bliver undervurderet og misforstået.
Et rigt indre liv lyser ud af hendes øjne. Men hun er som forskanset bag sit spinkle ydre. Fanget i sin egen tavshed.
Jeg inviterer hende med i stalden hos hestene. Hendes ansigt lyser op ved synet af hestenes pjuskede vinterpels. Hun overrasker mig med sin sikkerhed, sin balanceevne og sin ro i omgangen med hestene. I mit stille sind melder jeg mig i rækken af voksne, der misforstår hende i mødet med hendes tavshed og spinkle fremtoning.
Da vi siger farvel, vender hun sig i stalddøren, ser mig i øjnene med et smil og siger: 'Tak for i dag. Det var hyggeligt'.
Hendes smil føles som en solopgang. Jeg tager mig selv i at ønske flere.

GLÆDELIG JUL 🎄
Juleferien er begyndt for mit vedkommende. Jeg vil derfor gerne ønske glædelig jul til alle nuværende, forhenværende og kommende klienter ... og naturligvis også til familie og venner 🥰
Må I alle få en rolig og harmonisk jul ... og hvis det ikke lykkedes, så i det mindste en masse gaver, god mad og vin 😆
Jeg håber, vi ses i det nye år ✨

FØDT FOR TIDLIGT - et særligt livsvilkår 👼
Ind i mellem møder jeg klienter, der blev født for tidligt. Jeg er selv tvillingemor til sønner, der blev født 7 uger for tidligt. Jeg har dermed oplevet på tætteste hold, hvad dette ganske særlige livsvilkår kan betyde.
At være for tidligt født er et voldsomt fødselstraume. Barnet starter livet med svære og smertefulde oplevelser, adskillelse fra forældrene, umodne organer og et ikke færdigudviklet nervesystem. Inden fødslen har barnet måske også oplevet stress og uro i fostertilstanden.
En for tidlig fødsel kan medføre angst og utryghed, lavt selvværd, markant højnet sårbarhed, sansemotoriske ubalancer der gør det svært at bearbejde og forstå sanseindtryk, problemer med at koncentrere sig og indlære, hyperaktivitet eller passivitet, udfordringer med at indgå i sociale sammenhænge og fysiske problematikker med syn, hørelse og motorik.
Desværre oplever jeg ofte, at hverken forældre, børnehave eller grundskole har viden om, hvordan man kan hjælpe et for tidligt født barn - dette gælder måske særligt de børn, der blev født for 10 år siden eller mere. Det kan betyde, at disse børn får en svær start på institutions- og skolelivet. Nogle bliver endog udstyret med en autisme eller ADHD diagnose. Diagnoser som nogle gange betyder mulighed for støtte og hjælp, men som i mine øjne bliver givet på et forkert grundlag.
At være sårbar i livet på grund af en for tidlig fødsel er ikke en diagnose - det er et helt særligt livsvilkår, som kræver viden, indsigt og forståelse. Både for barnet selv og for dets voksne.
Derfor starter jeg altid med at fortælle barnet og dets forældre om, hvad det betyder at være født for tidligt. Meget ofte kender barnet ikke til sin fødselshistorie - simpelthen fordi forældrene ikke er klar over, hvilken betydning den har. Vi laver livslinjer, finder billeder frem, tegner og fortæller. Det giver ofte mange aha-oplevelser og dyb forståelse.
For tidligt fødte børn er måske særligt sårbare, men de er også altid yderst livskraftige og ofte dybt reflekterende. De har viljen til at leve. Ellers ville de ikke have overlevet den barske start på livet.
Hvis du er forælder til et for tidligt født barn eller måske selv er født for tidligt, så kan jeg anbefale den fremragende bog 'Præmaturbogen' skrevet af Jonna Jepsen - Præmaturspecialisten. Viden om dette ganske særlige livsvilkår er første skridt til et liv i balance 🙏

JEG HAR VERDENS BEDSTE JOB 🩷
I går fik jeg en dejlig tilbagemelding fra en mor, hvis datter har været min klient det sidste halve år. Vi nærmer os afrunding af pigens forløb. Det er altid med blandede følelser, jeg siger farvel til en klient - særligt børnene.
Det er en gave at få lov til at følge et barn tæt for en tid. Det er altid berigende, når et barn giver dig adgang til dets inderste tanker og følelser. Og det kræver - i mine øjne - at du investerer noget af dig selv som terapeut.
Så afrunding og afsked kan føles bittersødt - omend dybt meningsfuldt 🩷
Spred vingerne og flyv, min pige!🦅

GRÆD BLOT HJERTE, MEN BRIST EJ ❤️
Børn og sorgbearbejdning
Min familie og jeg begravede min fine, gamle mormor i sidste uge. Hun var 106 år gammel. Hun fik en smuk død. Hun var træt og mæt af dage. Og selvom hun måske ikke ligefrem bød døden velkommen, så accepterede hun den uden kamp.
Hendes hjerte slår ikke mere, men det er som om, hun er mere nærværende end nogensinde. At have besøg af døden kan åbne livet for os, der er tilbage. Jeg tror, det er derfor, jeg mærker hende så intenst i disse dage.
I dag kom hun 'på besøg' i en session jeg havde med en 7 årig klient og hans mor.
Min klient har tidligt i sit liv oplevet at få besøg af døden. Han har mistet sin søster til alvorlig, kronisk sygdom. Det er svært for ham at tale om. 'Kan du også dø, mor? Kan storebror?' Døden kan være næsten ubeskriveligt skræmmende for et barn. Især når den kommer for tidligt og ikke respekterer en naturlig, kronologisk rækkefølge - de ældste bør jo dø først.
At hjælpe et barn i sorg handler først og fremmest om at turde være i selskab med døden og sorgen sammen med barnet. At insistere på, at barnet ikke bliver mere ked af det ved at tale om tabet. Barnet er jo ked af det i forvejen. Det letter at få sat ord på og at opleve at blive rummet. Børn kan forstå alt og kan sådan set bære det meste, når blot de bliver inddraget og får en forklaring i børnehøjde.
I dag fortalte jeg min unge klient om, at min gamle mormor er død. Jeg fortalte ham om, at jeg havde bedt hende om at sende mig en fjordhest som en hilsen fra den anden side. Og at jeg kørte forbi en mark for et par dage siden med en græssende fjordhest og næsten kunne høre min mormor sige: 'Hej Rikke. Jeg har det godt'. Jeg fortalte, at jeg tror på, at vi kan kommunikere med vores døde - det kræver blot, at vi holder øjne og hjerter åbne for muligheden.
Min klient er vild med dinosaurer og figuren Godzilla. 'Så vil jeg bede storesøster om at sende mig en Godzilla', sagde han, da jeg havde fortalt om min oplevelse med fjordhestene 🦖 Mor mente, at et firben måske kunne gøre det 🦎😇
Sorgbearbejdning fjerner ikke smerten og sorgen, men det skaber mere plads til livet 🙏✨

OPHAV - betydningen af at kende sin oprindelse✨
I dag skal min familie og jeg begrave min mormor. Hun hed Rigmor. Hun var 106 år gammel. Efter sigende den ældste borger i kommunen.
Hendes død var ikke uventet. Den var hendes egen beslutning. Hendes krop var træt og lille. En dag ønskede hun ganske enkelt at blive liggende i sengen.
Hendes børn skiftedes til at være ved hendes side. Flere af os børnebørn var forbi for at sige farvel. 'Du har stadig dit røde hår', sagde hun til mig, da jeg gav hende et kram. Få dage efter sov hun ind.
Mit røde hår har jeg efter min mormor. Det har jeg altid været stolt af. Rigmors far, min oldefar, var også rødhåret. Han avlede fjordheste på et lille husmandssted lidt udenfor Randers, hvor min mormor voksede op. I samme område hvor jeg i dag rider ture på min islænderhoppe og nyder himlens højde og markernes vidde.
I disse dage med refleksioner og snakke om min mormors liv, står det mere klart end nogensinde, hvor betydningsfuldt det er at kende til sit ophav. Jeg er en del af kvinderne i min slægt - og de er en del af mig. Jeg ser mit ophav i mit røde hår, i min kærlighed til heste og jeg mærker den i roen, der fylder mig, når jeg ser ud over markerne på den egn, hvor mine formødre skabte liv og hjem.
Min mormor efterlader sig et mylder af børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn. Et blomstrende slægtstræ … og flere af os er rødhårede ☺️ I dag samles vi alle for at sige farvel til vores families dybeste rod.
Farvel mormor Rigmor. Du vil til mine dages ende leve i mig. Send mig en fjordhest, ik? Så jeg ved, at du er kommet godt over på den anden side🦄✨

TERAPI, NEJ TAK!
Jeg møder ofte forældre til børn og unge, der kategorisk afviser tanken om at gå i terapi. Nå ja, jeg møder da også mange voksne, der kategorisk afviser tanken om terapi. Uanset alder, så er stor modstand hos klienten noget af en nød at knække som terapeut.
Voksne med stor modstand ser jeg sjældent i mit samtalerum - for de holder sig jo ganske enkelt væk. Men ind i mellem møder jeg børn og særligt teenagers med modstand. Her har forældrene insisteret og har måske motiveret, overtalt eller presset deres barn til at give terapi en chance.
Jeg støtter egentlig altid forældrene i at prøve at motivere deres barn til i det mindste at mødes med mig og se, hvad jeg er for én. I langt de fleste tilfælde lykkedes det at få barnet til at slappe af, sænke paraderne og få afmonteret de negative overbevisninger, det måtte have om terapi.
Jeg bruger alle de 'billige tricks', jeg kan komme i tanke om - hestene i stalden, en ridetur i landskabet, en blød kat med et nuttet udseende, sodavand og snacks, legetøj der ligger godt i hånden, trampolinen i haven, massage på briksen … jeg kunne blive ved.
Men nogle gange lykkedes hverken forældrene eller jeg med at bearbejde barnets modstand. Og nogle gange skal et NEJ JEG VIL EJ! ganske enkelt respekteres. I så tilfælde tilbyder jeg rådgivning til forældre i stedet for. I det hele taget er forældrenes engagement og villighed til at lytte og evt. lave ændringer i familien en forudsætning for at hjælpe børn med terapi. Derfor kan rådgivende forældresamtaler sagtens stå alene og rykke virkeligt meget i en familie.
Jeg anbefaler som udgangspunkt 3 - 4 rådgivende forældresamtaler over en periode på 3 mdr. Forældre kan komme sammen eller hver for sig, hvis eksempelvis skilsmisse har vanskeliggjort samarbejdet.
Læs mere om rådgivende forældresamtaler på www.rikkewinther.dk/jeg-tilbyder/raadgiving-til-foraeldre/
Min nye heltinde! 🥰💃 ... the dancing lady 😍

KENDER DU DEN HER FØLELSE? 😈
Jeg er ret sikker på, at du kender følelsen, som kvinden på billedet her legemliggør. Jeg gør i hvert fald. Jeg genkender vreden, destruktionen, krigeriskheden, irritationen. Og jeg genkender styrken, modet, retningen og grænsesætningen.
Det er en udfordring at balancere de følelser - særligt i de perioder, hvor det er vores cyklus og hormonelle mønstre, der aktiverer krigeriskheden og vreden. Min mand kan være i noget nær livsfare, når mine lave østrogenniveauer gør mig i stand til at se, hvor irriterende og tåbelig han faktisk er! 😉
Jeg har lært, at jeg ikke skal tage store livsbeslutninger, når jeg har det sådan. Til gengæld har jeg også lært, at det er storslået at få sat nogle grænser og sætte ord på nogle af de tanker og følelser, jeg ellers holder for mig selv - i den gode stemnings navn.
Som kvinde må du lære at tage vare på din kvindenatur. Det er en del af vores natur, at vi ikke vågner op hver dag og føler, tænker og mærker fuldstændig det samme, som vi gjorde i går. Og at vi også i løbet af dagen kan være mere svingende i humør og energiniveau end vores mænd og sønner.
Det er ikke noget, vi skal skamme os over. Det er ikke noget, der skal latterliggøres. Tværtimod! Vi skal forstå og favne vores kvindenatur. Vi skal lære, hvordan vi kan understøtte vores evige foranderlighed og hvordan vi kan bruge den, som vores fineste egenskab og styrke.
Der findes masser af kvinder derude, der kan hjælpe dig.
Hos mig kan du få hjælp til at forstå dit 'indre kompas' og få hjælp til at genskabe din måske tabte kontakt til din kvindekrop. Ligesom jeg kan hjælp dig med inspiration til at lære mere om din cyklus og dine hormoners kraft.
Kontakt mig her: https://rikkewinther.dk/kontakt/

MON GUD ER SÆRLIGT SENSITIV? 😇
Jeg har i dag talt med en ung klient om, hvad det vil sige at være særligt sensitiv - eller sansestærk som nogle også kalder det.
Jeg tog udgangspunkt i vores mest konkrete sanser - føle-, høre-, syns-, smags-, og lugtesansen. Det er let for et barn at forstå. Og min klient kunne komme med masser af eksempler på, at høj musik nærmest giver et ryk i kroppen af forskrækkelse, at han kan mærke, når nogen står bag ham … 'næsten som om jeg har øjne i nakken'. Og at smagen af citron snerper hele munden og halsen sammen.
Sanserne er nærmest en slags superkraft og nogle mennesker påvirkes dybt og kan have svært ved at integrere alle de indtryk, vi møder i løbet af en dag.
Kroppen og hovedet bliver træt. Symptomer som tristhed, vrede, højnet konfliktniveau, hovedpine, rastløshed m.m. er udbredte hos sensitive børn.
For et sansestærkt barn handler det først og fremmest om at forstå, hvad sanser er og hvordan de er vores superkraft og 'navigationssystem'. Og så handler det om at lære, hvordan man kan hjælpe sig selv og øve sig i at bruge og regulere sine sanseindtryk (hos små børn er dette de voksnes ansvar).
Nogle psykologer definerer det at være særligt sensitiv som et medfødt personlighedsstræk. Andre ser symptomerne som en del af en diagnose. Uanset standpunkt glemmer de fleste sundhedsfaglige personer at stille spørgsmålet: Hvorfor mon du er særligt sensitiv?
Det er ikke altid, at svaret er let at finde. Ofte drejer det sig om mange forskellige aspekter og nuancer i et barns liv. Men det er altid givende at være nysgerrig og at undersøge barnets livshistorie, hverdag og familieforhold.
Og allervigtigst er det at hjælpe barnet til at anerkende og værdsætte sin egen sensitivitet - sine supersanser. Det budskab fangede min klient ret hurtigt i dag. Da jeg forklarede om, hvordan nogle mennesker sanser mere og dybere end andre, svarede han: 'Mon ikke Gud er særligt sensitiv? Han ser og hører jo alt! 💪😄
Jeg har verdens bedste job.

HØSTFULDMÅNEN KALDER 🌕
I aften og nat står septembers høstfuldmåne og lyser på himlen. Det kaldes høstfuldmåne, fordi landmændene i sin tid brugte lyset fra denne fuldmåne til at forlænge deres høst efter solnedgang.
Månen vil i nat stå særligt tæt på jorden. Det får den til at se både større og lysere ud end normalt.
En fantastisk mulighed for at gå udenfor, nyde månens lys og magnetiske tiltrækning, mærke efterårets komme og lade roen indfinde sig 🧘♀️
Ahhhh ... hej efterår! 😊🍂

GROUNDING 🌱
Jeg er fan af at omsætte terapeutiske værktøjer til helt enkle hverdagsagtige tiltag. Tiltag du har lige ved hånden - eller foden i dette tilfælde.
En enkel måde at afhjælpe et træt hoved, en urolig krop og følelsen af ikke at kunne følge med en hektisk hverdag er at tage sko og strømper af og gå udenfor med bare tæer.
Mærk græsset eller jorden under dine fødder. Lad din opmærksomhed fokusere på dine fodsåler og følelsen af underlaget et øjeblik. Træk vejret dybt. Sæt intentionen at bemærke din krop og det du mærker med den.
Måske bemærker du græssets kølighed, jordens fugt, dine bens tyngde, dit hjertes slag. Måske bemærker du vinden i træernes kroner eller lyden af en bil i det fjerne.
Uanset hvad din opmærksomhed fanger, så garanterer jeg, at du vil opleve et øjebliks ro og stilhed - der i græsset med bare tæer i selskab med din krop og dine sanser.
Øvelsen er helt gratis, den kan udføres i regn og i solskin (jeg har sågar prøvet i snevejr … men det er dælme koldt for tæerne!). Den kan udføres på alle tidspunkter af døgnet og kræver ingen forudsætninger.
Hvad venter du på?🧘♀️

VIGTIGST AF ALT ER FORBINDELSEN MELLEM OS
… når terapi er magisk ✨
Jeg tilbyder terapi til børn & unge og deres voksne. Jeg er uddannet krops- og psykoterapeut. Jeg er stolt tvillingemor til to voksne sønner og gift med min ungdomskæreste Jens.
Jeg arbejder hjemme. Mit samtalerum ligger i den ene ende af min families hus - med egen indgang. Jeg afholder også sessioner i stalden med min islænderhoppe Silja - stalden ligger nogle få kilometer fra mit hjem.
Jeg arbejder ud fra den overbevisning, at kemien og relationen mellem klient og terapeut er langt vigtigere end enhver terapeutisk metode. Det er særligt vigtigt, når klienten er et barn.
Det er øjeblikkene af stille erkendelse, nærvær og varme, der forløser. At blive set, hørt og forstået heler. Sådanne magiske øjeblikke opstår ikke på baggrund af en metode. De kan heller ikke planlægges på forhånd.
Men jeg skaber rammer, der inviterer og understøtter sådanne forløsende øjeblikke.
Rammerne består af et smukt indrettet rum. Behagelige møbler, lys, blomster, lidt at drikke og stemningen af at være velkommen med alt, hvad du er.
Rammerne kan også være en hestestald med alle dens indtryk. Hestenes ro, åndedrag og stille gumlen. Svalernes himmelflugt. Markernes vidde.
Og en vigtig del af rammerne er naturligvis også min faglige rygsæk med metoder, samtaleteknik og viden om menneskers psykiske og kropslige landskab.
Men vigtigst af alt er forbindelsen mellem os.
Det er nærværet.
Den gensidig respekt uanset alder.
Og modet til at turde mærke og sætte ord på alt det svære i mit selskab.
Når relationen, rammesætningen og det metodiske i øjeblikke går op i en højere enhed, er terapi magisk. Tiden står stille. Nuet fylder. Erkendelse lander og skaber skridt mod heling.
Her ovenpå sommerferien har jeg plads til at tage nye klienter ind - både de helt unge og de knap så unge ;-)
Læs mere om, hvordan jeg arbejder på rikkewinther.dk eller følg med her på siden.
Velkommen | Rikke Winther Min passion er at arbejde med mennesker – men i særdeleshed banker mit hjerte for arbejdet med børn og deres familier.

🧡 LYT MERE - FORSTÅ MERE - TAG NYE VALG 🧡
Når et barn ikke trives, er det vigtigste spørgsmål, vi voksne må stille os: Hvad er barnets mistrivsel et symptom på?
De voksne omkring barnet har en unik mulighed for læring. Hvad fortæller barnet os med sin adfærd? Hvad spejler barnets mistrivsel i os selv? I familien? I skolen?
Du er som forælder den vigtigste omsorgsgiver - derfor er det dig, der bedst kan skaffe hjælp til dit barn.
Forestil dig hvilken følelse af lettelse et barn mærker, når dets voksne stopper op, tager sig tid og begynder at reflektere over egen rolle i barnets liv - og måske langsomt begynder at tage nye valg, lytte mere, forstå mere.
Begynd at lytte mere - allerede i dag.
Klik her for at gøre krav på din sponsorerede post.
Videoer (vis alle)
Kontakt praksis
Internet side
Adresse
Randers
8920
Åbningstider
Mandag | 09:00 - 17:00 |
Tirsdag | 10:00 - 17:00 |
Onsdag | 10:00 - 17:00 |