Sebber kirke

Følg med her på Sebber kirkes facebookside og bliv opdateret på, hvad der sker i og omkring kirken.

Åben som sædvanlig

12/04/2022

Har du savnet at høre koret 'LandsbyGospel'?
Så er chancen der i Sebber kirke Skærtorsdag kl. 11 :-)

13/03/2022

Tirsdag den 22. marts
er der gudstjeneste med efterfølgende gratis fællesspisning.
Vi begynder i kirken kl. 17.00 og fortsætter i Barmer forsamlingshus.
Alle er hjerteligt velkomne!

03/03/2022

Folkekirkens Nødhjælp har igangsat indsamling og hjælpearbejde til krigens ofre – i første omgang inde i Ukraine. Det sker blandt andet gennem deres ACT søsterorganisation i Ungarn, Hungarian Interchurch Aid, som de har arbejdet sammen med gennem mange år, og som har et tæt samarbejde med lokale partnere i Ukraine.

Ønsker man at bidrage, kan man gøre det sådan:

- MobilePaynummer: 117545
- Sms UKRAINE til 1911 og giv 100 kroner
- Netbank/giro: 4183 605 2800 mrk. UKRAINE

28/12/2021

NYTÅR
Vi runder året af med en stemningsfuld stund i kirken med sang, musik og ord. Inden vi går hjem, ønsker vi hinanden godt nytår med bobler og kransekage.
Det er den 31. december kl. 14.00.

24/12/2021

Der var engang, hvor vi hellere end gerne ønskede alt det gode gamle hen, hvor peberet gror. Traditioner var noget, man kunne rynke på næsen af. Men man skal som bekendt passe på med, hvad man ønsker sig, for det hænder, at man får det - og det viser sig ikke altid at være det, vi drømte om. I hvert fald har mange de sidste par år ønsket sig tilbage til det gode gamle - til dengang man kunne gøre, som man plejede. Julens traditioner blev sidste år sat på standby, og det var en sorg for mange.

Julen er en af de ældste traditioner, vi har. Mange hundrede år gammel. Og selvfølgelig har den ændret form alt efter tid og sted, men indholdet har været og er grundlæggende det samme. Det kan kun lade sig gøre, fordi mennesker fornemmer, at her er noget at komme efter - noget, som bringer mening til deres liv.

År efter år barsler julen endnu engang med det barn, der emmer af stald og krybbe, kors og død. Noget uendeligt skrøbeligt og uendeligt kraftfyldt rører på sig og trænger ind gennem menneskelivets sprækker og furer. Lyser op indefra og forstærker den glæde og kærlighed, man føler dér med kærestens hånd i sin eller barnets arme omkring sin hals. Lyser op indefra, så ulykkelige hjerter proppet til randen med tomhed eller sorg lige dér måske hører et 'Frygt ikke' og mærker håbet om en ny begyndelse.

Meningen finder vi i, at det ikke bare var en nuttet baby, der kom til verden dengang. Det var Himlens kongesøn. Han kan andet end være nuttet. Han kan bringe lys i mørket, håb til fortvivlede og frelse til fortabte. Han udvider horisonten og hæver loftet. Så vi får mulighed for at se, at der er mere til livet end det, vi kan se og røre ved.

Englene synger julenat: 'Fred til mennesker med Guds velbehag.' Det er et bud til os alle. Sænk skuldrene, lad sorgen og frygten fare. Hør at jul er fortællingen om, at du ikke skal gøre noget og kunne noget. Her stilles ingen krav om, at du skal være andet end den, du er. Det er en lettelse og en julegave af de helt store. Glædelig jul!

Annemette Kamp Nielsen

17/12/2021

Nye restriktioner for Folkekirken.

Fra og med søndag den 19. december skal der igen bæres mundbind i kirken; det må tages af, når man sidder ned - dog ikke juleaften, hvor det anbefales, at man har det på hele tiden.

Der vil være begrænsede pladser – også juleaften.
Fordi der er plads til mindre end 100 i kirken, skal der ikke vises coronapas.

Men: Kirken er åben og i funktion, så kom endelig og vær med!

10/11/2021

Koncert med 'Mads Granum Kvintet'
søndag 21. november 2021 kl. 19.30

Jazzpianist Mads Granum har komponeret ti jazzsalmer til sit fjerde album "Med favnen fuld af kærlighed”. Han har sat melodier til nye tekster af en håndfuld af landets bedste salmedigter. Her i blandt Johannes Møllehave, Lisbeth Smedegaard Andersen, Holger Lissner, Hans Anker Jørgensen og Iben Krogsdal. Han har med sine fortolkninger af salmer opnået en opsigtsvækkende niche-succes som jazzmusiker.
Forvent dig en meget velklingende koncert, hvor nogle af landets bedste musikere medvirker.
Der er fri entré til koncerten.

28/10/2021

Nyt hold babysalmesang
begynder den 19. januar 2022.
Forløbet strækker sig over 10 gange, som alle foregår på onsdage kl. 10.00-11.30 i Sebber kirke.

Man er velkommen til at deltage, også selv om man ikke bor i Sebber sogn.

Spørgsmål rettes til:
Kirke- og kulturmedarbejder Mette Bach Sloth, 2014 9281

Tilmelding på www.sebberkirke.dk

16/09/2021

Høstgudstjeneste i kirken på søndag kl. 11.00.
Vi samler tankerne om det, vi hver især har fået lagt i vore hænder, og synger de kendte høstsalmer.
Efter gudstjenesten byder menighedsrådet på sandwich og øl/vand.

08/09/2021

Sebber kirke deltager i 'Kom ud af busken' i Kulturbrugsen Sebbersund på fredag kl. 16.
Kom og mød os :-)

16/08/2021

Hjælp søges!
Vil du med til middelalderen?

Den 17. og 18. september afholdes et stort arrangement for årets minikonfirmander. I de to dage rejser vi tilbage til middelalderen år 1421 og lever som munke og nonner. I den forbindelse har vi brug for ekstra frivillige kræfter til hjælp med praktiske opgaver og kreative aktiviteter. Både op til og under arrangementet. Har du lyst til at være med i et eller andet omfang, så kontakt kirke- og kulturmedarbejder Mette Bach Sloth, 20149281 eller [email protected] for mere information.

16/08/2021

MINIKONFIRMAND: Rejs med tilbage til middelalderen år 1421

I år inviterer vi alle børn i 3. klasse på Nibe Skole, 3. klasse på Skørbæk- Ejdrup Friskole og 3.-4. klasse på Sebber Skole til et minikonfirmandforløb, hvor vi i to dage tager på en fantastisk rejse tilbage til middelalderen.
Vi skal blandt andet i rollespil leve som munke og nonner, gå klædt i munkekutter, lave bønnekranse, møde Johannes Døberen, spise middelaldermad, synge og gå på opdagelse i kristendommens fortællinger og traditioner.
Undervisningen foregår i og omkring Nibe kirke:

fredag d. 17. september 2021 kl. 15 – 20 og
lørdag d. 18. september 2021 kl. 10 – 20

Vi slutter festligt lørdag aften med et optog rundt i Nibe by som ender ved Nibe kirke kl. 19. Her er familie og andre interesserede inviteret til en lille andagt, hvor man kan overvære munkene og nonnerne modtage deres velfortjente ordensbevis.
Vi sørger for al forplejning i de to dage. Minikonfirmandforløbet er for alle – både døbte og ikke-døbte.
Tilmelding på www.sebberkirke.dk senest fredag den 3. september 2021.
I er velkomne til at ringe eller maile, hvis I har spørgsmål angående undervisningen til:
Kirke- og kulturmedarbejder Mette Bach Sloth [email protected] eller 20 14 92 81.

Vi glæder os til at være sammen med jer.
Venlig hilsen
Præst – Annemette Kamp Nielsen, Sebber, Bislev og Ejdrup sogne
Præst - Elisabeth Hildestad, Nibe og Vokslev sogne
Kirke- og kulturmedarbejder ¬- Mette Bach Sloth

15/06/2021

Vi skal til at sy en masse munke- og nonnedragter og har derfor brug for gamle ensfarvede lagner/dynebetræk. Hvis du har noget liggende, vi må få, kan det afleveres ved Sebber kirke eller præstegården i Bislev (Præstevangen 2, 9240 Nibe). På forhånd tak 🙂

29/05/2021

Efter gudstjenesten i morgen kl. 9.30 er der kirkekaffe udendørs i det skønne vejr.
Kom og vær med :-)

19/05/2021

INFO OM KONFIRMATION 2022

For dem, der skal konfirmeres i Sebber kirke til næste år, foregår tilmelding elektronisk på www.sebberkirke.dk. Sidste frist for tilmelding er den 7. juni 2021.

Ved spørgsmål kontakt sognepræst Annemette Kamp Nielsen, 98 35 70 05

20/04/2021

Nye retningslinier i Folkekirken

Der må nu igen være fællessang i kirken, og arealkravet er sænket, så der er plads til flere. Fra og med søndag den 25. april går vi tilbage til den ’normale’ form for gudstjeneste, hvilket bl.a. betyder, at der er nadver ved alle gudstjenester.
Der skal stadig bæres mundbind, når man står og går i kirken.

11/04/2021

’Jeg vil se det, før jeg tror det.’ Det er en almindelig reaktion på noget, vi synes er utroligt. Det er en måde at sikre os på – så vi ikke bare smider vores tro efter hvad som helst.

’Jeg vil se det, før jeg tror det.’ Det var også disciplen Thomas’ reaktion, da de andre fortalte, at de havde set den opstandne Jesus i live igen. Det mærkelige er, at Thomas faktisk får det, som han vil. Han får lov til ikke bare at se Jesus, men også røre ved naglemærkerne på hans krop. Og han bliver ikke engang bebrejdet af Jesus for sin tøven med at tro. Det er ellers set før, at Jesus har bebrejdet disciplene og andre deres manglende tro. Men Thomas går fri.
Det væsentlige i fortællingen er derfor ikke, at den handler om tvivl, men at tvivlen ikke bliver ved med at være tvivl – den forandres og bliver til tro og tillid.

At leve efter påske er at vove at tro uden at have set. Enhver tro er et sats. Alt det store i tilværelsen – alt det, der virkelig tæller, det kan man dybest set kun tro på. Tillid, kærlighed, barmhjertighed, tilgivelse. Vi vover at satse på det – og hvad andet kan vi? Alternativet er ikke til at holde ud at tænke på.

At leve efter påske er at leve på håbets grund. Vi har set, hvordan lyset vandt over mørket – hvordan livet vandt over døden, da Jesus gik ud af graven igen. Det giver håb til os om, at lyset og livet også kan sejre hos os. Vi må ikke lade mismod og frygt, sorg og bekymring tage livet fra os. Vi må vove at lukke den fred ind, som Gud selv skænker os i kraft af sit nærvær. Vi må turde følge den opstandne ud i morgenlyset og tage fat på livet igen.

Annemette K.N.

04/04/2021

Der er noget på én gang velkendt og fremmed ved påskens fortælling om kvinderne, der kommer til Jesu grav. Velkendt fordi vi også har prøvet at komme til en grav få dage efter begravelsen. Vi har nok ikke medbragt salve som kvinderne, men måske blomster eller et lys – eller i hvert fald os selv og vores tanker, sorgen og savnet. Vi ved, hvordan det er at stå foran en grav. Vi kender den gennemborende smerte, det giver.

Fremmed er til gengæld oplevelsen af den tomme grav. Dér kan vi ikke følge med kvinderne. De grave, vi kommer til, er lukkede – ikke åbne og tomme. Derfor kan vi ikke sætte os ind i, hvordan det må have været for de kvinder. Men vi kan da med os selv lave tankeeksperimentet – tænk, hvis det var os, der mødte en engel, der gav os besked om, at den, vi lagde i graven, ikke er der mere og er blevet levende igen. Hvordan ville vi så mon reagere?

Skal jeg være ærlig, ville min første tanke ikke være, at englen nok har ret – at vedkommende er opstået fra de døde. Min første tanke ville snarere være, om jeg mon var blevet skør og så syner. Jeg ville derfor nok finde et andet menneske, der kunne gå med hen til graven igen for at se, om det var rigtigt nok. Og sådan er vi mennesker jo ofte – vi tør ikke tro sådan lige ved første øjekast; vi vil gerne have det bekræftet, så vi kan være nogenlunde sikre i vores sag. Det gælder ikke kun opstandelsestro, men i bred forstand. Det er svært for os at lægge behovet for sikkerhed til side og bare tro.

Alligevel er det netop det, påsken beder os om: ’Hvor utroligt det end lyder, så åbn dit hjerte og tro på det.’ Den kristne påske er budskabet om, at det utrolige er sket – graven er tom. Og ikke bare ER det sket, det vil ske igen. For Jesu tomme grav var bare den første af mange. Engang vil vi følge efter ham ud af gravens mørke. Det kan ikke forklares eller bevises, men kun tros. Der er ikke andet at gøre end åbne sit hjerte og vove at tro på det.
Glædelig påske!

Annemette K.N.

Internet side

Adresse


St. Ajstrupvej 25B
Nibe
9240

Åbningstider

Tirsdag 08:00 - 15:00
Onsdag 08:00 - 15:00
Torsdag 08:00 - 15:00
Fredag 08:00 - 15:00

Andre Religiøse organisationer i Nibe (vis alle)
Nibe og Vokslev kirker Nibe og Vokslev kirker
Sognegården. Kirkestræde 6
Nibe, 9240

Her kan du følge det aktive kirkeliv i Nibe og Vokslev sogne. Se hvad der sker i kirkerne, Dommergården og Kirkehuset - og se billeder fra arrangementer!

Ejdrup kirke Ejdrup kirke
Ejdrupvej 50
Nibe, 9240

Følg med her på Ejdrup kirkes facebookside og bliv opdateret på, hvad der sker i og omkring kirken.

Ejdrup kirke Ejdrup kirke
Ejdrupvej 50
Nibe, 9240

Følg med her på Ejdrup kirkes facebookside og bliv opdateret på, hvad der sker i og omkring kirken.

Bislev kirke Bislev kirke
Kirkebjergevej 3
Nibe, 9240

Bislev kirke Bislev kirke
Kirkebjergevej 3
Nibe, 9240