Alexander Ryle
Medlem af Folketinget og Københavns Borgerrepræsentation for Liberal Alliance. Kæmper for lavere skatter, mere frihed og færre regler.
13/04/2026
Det har været en ære og et stort privilegium at være medlem af Folketinget de sidste 3,5 år 🙏🏻
Tak for et fantastisk landsmøde i weekenden – og for hyldesten på scenen foran 1.000 fremmødte medlemmer. Det betyder virkelig meget 💙
10/04/2026
I denne uge har vi forhandlet overførselssagen på Københavns Rådhus, hvor vi fordeler de penge, der ikke blev brugt i sidste års budget.
For Liberal Alliance har fokus været på flere boliger, mere byliv, bedre hjælp til de mest udsatte og mere frit valg i velfærden.
Her er nogle af de ting, vi har fået med i aftalen:
🏙️ Kortere ventetider på lokalplaner, bedre brugerfeedback i byggesagerne og en analyse af, hvordan vi kan bygge mere i den eksisterende by.
🌳 Vi sætter skub i visionen om Københavns Boulevard og et renseanlæg, der skal forbedre vandkvaliteten i Søerne. Samtidig åbner vi for mere udeservering i byen.
🧑🦼 Flere botilbudspladser, bedre transportmuligheder for borgere, der ikke selv kan komme rundt, længere åbningstider i stofindtagelsesrum og støtte til udsatte grupper.
🤰🏼 Kvinder med gener efter en fødsel får ret til hjælp hos en privat aktør, hvis kommunen ikke kan levere inden for 7 dage. En vigtig sejr, som Signe Bøgevald har kæmpet for.
✡️ Vi styrker indsatsen mod antisemitisme med flere skolebesøg på Dansk Jødisk Museum. En god sag, som Joanne Bywater har været med til at skubbe frem.
Hvis du stadig ser mine plakater i lygtepælene, må du meget gerne skrive hvor 🙏🏻
25/03/2026
De personlige stemmer er nu talt op, og jeg er desværre ikke blevet genvalgt til Folketinget.
I København er vi gået lidt tilbage siden valget i 2022. Samtidig har vi haft et stærkt hold af kandidater, så der har været kamp om pladserne.
Stort tillykke til Mads Strange og Ole Birk Olesen. Nu er det jer, der skal repræsentere de liberale københavnere i Folketinget.
Jeg har været virkelig glad for at være medlem af Folketinget de sidste 3,5 år. Jeg har lært meget og gjort mig umage hele vejen. De erfaringer tager jeg med videre.
Nu vil jeg bruge lidt tid på at trække vejret, være mere sammen med Lærke, familie og venner og finde ud af, hvad næste skridt bliver.
Og så glæder jeg mig til at lægge endnu mere energi i arbejdet i Københavns Borgerrepræsentation, hvor jeg blev valgt ind i november.
Tak til alle jer, der har bakket op og stemt på mig. Det betyder virkelig meget 🙏🏻
Over and out.
24/03/2026
Liberal Alliance 💙
Valgkampen lakker mod enden 🙏
Vi sluttede af med Danmarks hurtigste debat på Amager.
Tak for de mange snakke, kommentarer og møder undervejs.
I dag håber vi, du vil bruge din stemme – og måske sætte den personligt.
Uanset om du er liberal eller rød ❤️
God valgdag!
23/03/2026
Overvågning bliver ofte solgt som frihed. I virkeligheden er det kontrol.
Flosklen om, at “hvis du ikke har noget at skjule, har du heller ikke noget at frygte”, rammer helt ved siden af. Vi har alle noget, vi ikke ønsker at dele med hele verden. Ikke fordi det er ulovligt, men fordi det er privat.
Privatliv handler om retten til selv at bestemme, hvem der får indsigt i vores liv – vores tanker, relationer og overbevisninger. Uden den ret mister vi en grundlæggende del af vores frihed.
I et liberalt demokrati er frihedsrettigheder som privatliv, ytringsfrihed og retssikkerhed ikke til forhandling. De er fundamentet.
Når staten systematisk indsamler data om borgerne – i nogle tilfælde op mod 100.000 registreringer per dansker årligt – bevæger vi os væk fra princippet om, at man kun overvåges ved konkret mistanke. I stedet gør vi alle borgere til potentielle mistænkte.
Det er et brud med retsstatens kerne: at magten skal begrænses, fordi mennesker – også dem i staten – er fejlbarlige.
Overvågning ændrer vores adfærd. Når vi ved, at vi bliver overvåget, holder vi igen. Vi søger mindre, siger mindre og mener mindre. Det er veldokumenteret.
Konsekvensen er et fattigere samfund, hvor færre tør udfordre, tænke nyt og sige det upopulære. Frihed kræver plads til at fejle, eksperimentere og udvikle sig – uden konstant registrering.
Selvfølgelig skal politiet have redskaber til at bekæmpe kriminalitet. Men masseovervågning af lovlydige borgere er ikke vejen frem. Indsatsen skal målrettes konkrete mistanker – samtidig med at vi beskytter privatlivet.
Frihedsrettigheder forsvinder sjældent fra den ene dag til den anden. De udhules stille – skridt for skridt.
Og når de først er væk, får vi dem ikke tilbage.
Mere overvågning giver ikke mere tryghed. Det giver mindre frihed. Tryghed opstår, når vi har tillid til andre mennesker og en stærk retsstat – ikke ved at gøre alle borgere til mistænkte.
“Hvis du ikke har noget at skjule, har du ikke noget at frygte” 👀
Lavere skatter? Det var så lidt 🤝🏼
23/03/2026
Gennem hele valgkampen har medierne reduceret diskussionen om formueskat til et spørgsmål om, hvorvidt navngivne danske rigmænd flytter til udlandet.
Jeg har ærgret mig over den måde, debatten er blevet dækket på. Spalte op og spalte ned har det handlet om rigmænd og -kvinder, der “truer” med at flytte, hvis skatten bliver indført.
Man har dårligt kunnet undgå de mange udtalelser fra direktører og virksomhedsejere, som er utilfredse med Socialdemokratiets forslag.
Jeg forstår deres frustration. Men jeg forstår ikke, hvorfor de fylder så meget i mediebilledet.
For hvor er historierne om de lønmodtagere, der risikerer at miste deres job? Hvor er fortællingen om, at lavere vækst og velstand også rammer dem med de laveste indkomster?
Medierne har rejst fra den ene rigmand til den anden for at høre, hvor hårdt en formueskat vil ramme dem. I stedet burde de have besøgt arbejdspladserne og spurgt medarbejderne, hvad de mener om en politik, der i praksis kan koste deres job.
Det ville have givet et mere retvisende billede.
Debatten er blevet reduceret til en kamp mellem rigmænd, hvor hver blok har fundet sine egne eksempler. Socialdemokratiet har fremhævet velhavere som Jacob Jelsing og gamle citater fra Lars Larsen om, at han betaler sin skat med glæde. Andre har fremhævet dem, der er imod.
Det har skabt et forskruet billede af, hvem en formueskat rammer hårdest, og det har misinformeret vælgerne om konsekvenserne.
Dansk Industri har advaret om, at formueskatten kan koste Danmark 16 milliarder kroner om året og ramme op til 850.000 jobs.
Det viser, at den rammer bredt og vedkommer os alle – ikke kun en håndfuld rigmænd.
Alligevel har omkring halvdelen af befolkningen bakket op om en formueskat. Selv blandt borgerlige vælgere har opbakningen været markant.
Det kan tolkes som et ønske om et opgør med økonomisk ulighed. Men det kan også skyldes en skæv debat, hvor konsekvenserne for helt almindelige lønmodtagere har fyldt alt for lidt.
Debatten har handlet for meget om overklassen – og for lidt om dem, der risikerer at betale prisen.
Jeg har stor respekt for danske iværksættere og virksomhedsejere, som skaber vækst og arbejdspladser. Derfor er det heller ikke rimeligt at beskatte dem i knæ.
Men der er mange gode argumenter imod en formueskat, som desværre er druknet i en debat, hvor det hele er blevet reduceret til, at “rigmændene piver”.
Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Jeg gik ind i politik, fordi jeg tror på, at politik skal give mennesker mere frihed – ikke mere styring.
Fremtiden bliver bedre, når vi bruger vores kræfter på gode idéer, iværksætteri og ny teknologi. Ikke på skemaer og registrering.
Jeg vil langt hellere afskaffe gammel lovgivning end indføre ny. Og jeg vil langt hellere gøre danskernes liv lettere end gøre registreringen af deres liv i et IT-system nemmere.
Hvis du er enig, håber jeg på din personlige stemme i morgen 🙏🏻
Klik her for at gøre krav på din sponsorerede post.